Hop til indhold
domstol.dk

Boligrettens kompetence 
05-02-2002 

Boligretten har den 5. februar 2002 afsagt kendelse om, at retten er kompetent i en sag om ophævelse eller opsigelse af en lejeaftale. Tvisten var ikke forelagt Beboerklagenævn. Ophævelsen og opsigelsen var begrundet i overtrædelser af husordenen.
Boligretten har den 5. februar 2002 afsagt denne kendelse om, at retten er kompetent i en sag om ophævelse eller opsigelse af en lejeaftale, selvom tvisten ikke havde været forelagt Beboerklagenævn. Ophævelsen og opsigelsen var begrundet i overtrædelser af husordenen.
 
Sag nr. : BS 2A-2070/2001
 
Udlejer (U)
mod
Lejer (L)
 
K E N D E L S E
 
Under en boligretssag anlagt den 17. oktober 2001 har sagsøger, U, nedlagt påstand om, at de sagsøgte, L, principalt tilpligtes at anerkende, at en ophævelse af lejemålet X-vej, Herning, var berettiget, subsidiært at en opsigelse af samme lejemål var berettiget. Baggrunden for ophævelsen og opsigelsen var klager fra andre beboere over sagsøgtes adfærd. Ved ophævelsen af 31. juli 2001 henviste sagsøgers advokat til lov om leje af almene boliger § 90, stk. 1, jfr. § 81, stk. 1, nr. 5. Ved opsigelsen af samme dato henviste sagsøgers advokat til lov om leje af almene boliger § 81, stk. 1, nr. 5, jfr. § 85, stk. 1, nr. 5.
 
Sagsøger har under sagens forberedelse i første række nedlagt påstand om, at sagen afvises, idet der til støtte for denne påstand er gjort gældende, at sagen ikke har været behandlet af beboerklagenævnet for Herning kommune. Efter en fortolkning af lov om leje af almene boliger § 107 kan boligretten ikke behandle sagen, før den har været behandlet af beboerklagenævnet.
 
Sagsøgte har påstået sagen fremmet til realitetsbehandling, idet der til støtte for denne påstand er gjort gældende, at boligretten og ikke beboerklagenævnet alene har kompetencen til at behandle indsigelser mod opsigelse af lejeaftaler i almene boliger.
 
Sagsøgte er meddelt fri proces alene til nedlæggelse af påstanden om afvisning.
 
Rettens bemærkninger:
 
Lov om leje af almene boliger blev vedtaget på grundlag af lovforslag L 29 af 22. oktober 1997. I lovforslagets bemærkningerne til §§ 82 og 83 anføres:
"... Samtidig fratages boligretten som foreslået i kapitel 17 kompetencen til at træffe afgørelse som første instans i sager om pålæggelse af mindre retsfølger. Boligrettens afgørelser som "ankeinstans" skal som hidtil ikke kunne ankes til landsretten.
Efter forslaget skal sager med påstand om, at lejeren mister sit lejemål, som hidtil af retssikkerhedsmæssige grunde altid anlægges ved boligretten som en opsigelses- eller ophævelsessag, jf. forslagets § 82,stk. 2, og de foreslåede bestemmelser i § 85, stk. 1, nr. 3-5, og § 90, stk. 1, nr. 7-9. ..."
I betænkningen til lovforslaget afgivet af Boligudvalget den 4. december 1997 blev foreslået ændringer af bl.a. § 82. I betænkningen er der følgende bemærkninger til ændringsforslaget:
"... Det foreslås, at kompetencen for beboerklagenævnene udvides til også at omfatte afgørelser om ophævelse af lejemål på grund af husordensovertrædelser, herunder afgørelser om ophævelse på grund af overtrædelse af betingelserne, hvor et lejeforhold er gjort betinget.
En udlejer får hermed tre muligheder for at reagere over for en lejers husordensovertrædelser:
1) Udlejeren kan gå til beboerklagenævnet, der kan træffe afgørelser om ophævelser af lejemålet eller om en mindre retsfølge efter § 82, stk. 1.
2) Udlejer kan opsige lejeren efter § 85 med 3 måneders varsel og med mulighed for indbringelse af sagen for boligretten.
3) Udlejer kan ophæve lejemålet efter § 90.
Udlejeren er således ikke forpligtet til først at gå til beboerklagenævnet, men kan frit vælge, på hvilken måde den pågældende ønsker at reagere over for en lejers husordensovertrædelser. ..."
Det var formuleringen i ændringsforslaget, der blev vedtaget af Folketinget. Under henvisning til lov om leje af almene boliger § 100, jfr. 89, stk. 2, 2. pkt., sammenholdt med forarbejderne er det ikke strid med loven, at sag om ophævelse og opsigelse af en lejeaftale anlægges ved boligretten uden en forudgående prøvelse i beboerklagenævnet. Sagsøgtes påstand om afvisning kan herefter ikke tages til følge.

T H I   B E S T E M M E S

Sagsøgtes påstand om sagens afvisning tages ikke til følge.
Til top Sidst opdateret: 05-02-2002 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorFax: 99686116seperatorEmail: herning@domstol.dk