Hop til indhold
domstol.dk

Boligretssag: Dom vedrørende omkostninger til istandsættelse 
05-03-2003 

Ved dom afsagt den 5. marts 2003 fandt Boligretten, at et alment boligselskab kun kan lade lejeren betale for de omkostninger, boligselskabet har afholdt til istandsættelse, hvis boligselskabets håndværkere ikke er væsentligt dyrere end markedsprisen.

Retten fandt, at en merpris på 15,7 % var væsentlig dyrere.
Der kan dog være ganske særlige grunde til at tillade, at boligselskabet bruger håndværkere, der er væsentligt dyrere, men sådanne særlige grunde var ikke gjort gældende under sagen.

________________

DOM afsagt den 5. marts 2003.

Under denne sag, anlagt den 21. november 2001, er dommen skrevet uden en fuldstændig sagsfremstilling efter reglerne i retsplejelovens § 366 a, stk. 2. Sagen er behandlet uden medvirken af sagkyndige boligretsdommere, idet parterne var enige herom.

Efter sagsøgtes fraflytning fra lejemålet S. Allé XX, opstod der uenighed mellem sagsøgte, L, og sagsøger, A Boligselskab, blandt andet om sagsøgtes pligt til at betale boligselskabets omkostninger til udskiftning af 6 indvendige døre. Boligselskabet havde betalt 11.591,25 kr. for 6 nye døre.
Sagen blev forelagt Beboerklagenævnet, der den 22. oktober 2001 traf beslutning om, at sagsøgte kun skulle betale 1.500 kr. pr. dør, svarende til ialt 9.000 kr.

Der har under sagen været afholdt syn og skøn. Skønsmanden mener, at rimelige omkostninger til udskiftning af de omhandlede døre vil være 1.670 kr. pr. dør, svarende til i alt 10.020 kr.

Sagsøgte har under sagen herefter yderligere betalt 1.020 kr. svarende til den pris, skønsmanden mener, dørene burde koste.

Sagsøger har nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte dømmes til at betale 1.571,25 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 21. november 2001, til betaling sker. Beløbet svarer til differencen mellem boligselskabets udgift og det beløb, skønsmanden fastslog, var en rimelig pris for dørene.

Sagsøgte har endeligt påstået frifindelse.

Under sagen har der været afgivet forklaring af sagsøgte, L, og skønsmanden, K.

Sagsøger har til støtte for sin påstand i sit påstandsdokument især gjort gældende, at regningen for udskiftning af dørene fra den håndværker, der foretog udskiftningen, ikke var urimelig. Sagsøgte har bevisbyrden for, at den pris, der er afkrævet hende, er urimelig. Differencen mellem det beløb, sagsøgte har betalt, og det beløb, skønsmanden har anført, er så lille, så det ikke gør boligselskabets omkostning urimelig.
Sagsøgte har hele tiden bestridt kravet. Derfor skal der ikke sendes inkassobrev. Efter Lov om Leje af Almene Boliger § 106, stk. 1, skal der udtages stævning inden 4 uger, fra Beboerklagenævnets afgørelse er sendt ud. Derfor skal der tilkendes sagsøger omkostninger i sædvanligt omfang.


Sagsøgte har til støtte for sine påstande især gjort gældende, at en lejer ikke skal betale mere, end hvad der kan betegnes som gængs markedspris. Denne pris har skønsmanden fastsat. Sagsøgte har betalt dette beløb. Sagsøgte har, inden der blev udtaget stævning, bedt om at få en regning svarende til det beløb, Beboerklagenævnet fastsatte, men blev i stedet sagsøgt. Sagsøger finder sagen principiel, og det går nu ud over sagsøgte. Uanset resultatet bør sagsøger derfor ikke tilkendes omkostninger.

Rettens bemærkninger:

Boligselskabet har efter Lov om Leje af Almene Boliger kapitel 6 ret til at afkræve lejere boligselskabets omkostninger til udbedring af lejerens misligholdelse. Boligselskabet har også ret til at antage håndværkere, uden lejeren skal godkende disse. Hvis boligselskabets håndværkere er væsentligt dyrere end markedsprisen, forekommer det dog urimeligt, at lejerne skal betale merprisen, medmindre der er ganske særlige grunde.
Skønsmanden har fastsat markedsprisen for de omhandlede døre til 10.020 kr. Boligselskabet har betalt 11.591,25 kr. Boligselskabets merpris udgør derfor 1.571,25 kr. svarende til 15,7 % mere end markedsprisen.
Retten finder, at en merpris på 15,7 % må kræve ganske særlige grunde. Sådanne særlige grunde har boligselskabet ikke anført. Der kan herefter gives sagsøgte medhold i hendes påstand om frifindelse.


T H I   K E N D E S   F O R   R E T :

Sagsøgte, L frifindes.

Inden 14 dage betaler A. Boligselskab i sagsomkostninger til sagsøgte 6.250 kr.

 

Til top Sidst opdateret: 05-03-2003 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorFax: 99686116seperatorEmail: herning@domstol.dk