En malermester deltog på udlejers vegne ved et fraflytningssyn. Han rejste herunder krav om, at alle malbare flader skulle males. Dette var også skrevet i lejekontrakten.
Boligretten fandt herefter, at malermesterens gentagelse af kravet var tilstrækkeligt specificeret.
Dommen blev anket til Vestre Landsret, der den 19. maj 2003 har stadfæstet dommen i henhold til byrettens grunde.
_________________________
Den 22. oktober 2002 blev i sag nr. : BS 2A-935/2002
F
mod
H
og
P
afsagt
DOM
Denne sag, der vedrører lejers krav på tilbagebetaling af depositum, er anlagt den 16. maj 2002.
Dommen er skrevet uden en fuldstændig sagsfremstilling efter reglerne i retsplejelovens § 366 a, stk. 2.
De sagsøgte indgik den 1. juli 2001 lejeaftale for lejemålet Xgade Herning. De betalte et depositum på 17.313 kr. Lejeaftalen blev opsagt af sagsøgte i november 2001. Der er enighed mellem parterne om, at fraflytningen skete den 14. januar 2002, således af fristen efter Lejelovens § 98 udløber den 28. januar 2002.
Malermester M og sagsøgte H gennemgik lejligheden den 4. januar 2002. Malermesteren oplyste da prisen for en komplet maling af alle lejlighedens malbare flader til 14.000 kr. plus moms.
Sagsøgers påstand svarer til betaling for malerregningen på 17.500,00 kr. incl. moms med tillæg af saldo efter varmeregnskabet med 3.117,09 kr.
Sagsøger har nedlagt påstand om, at de sagsøgte tilpligtes principalt at betale 20.617,09 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 16. maj 2002 til betaling sker. Subsidiært nedlægges påstand om betaling af et mindre beløb med tillæg af samme rente.
Sagsøgte har nedlagt endelig påstand om frifindelse mod betaling af 3.117,09 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 16. maj 2002 til betaling sker.
Parterne har erklæret, at der er enighed om, at sagsøger uafhængig af sagen skal afregne depositum med 17.313 kr. Sagsøger har dog ret til at foretage modregning i depositum for sit krav.
Sagen har været forelagt Huslejenævnet for Herning og Ikast kommuner, der i en afgørelse udsendt den 18. april 2002 bestemte, at sagsøger ikke kan gøre krav gældende på istandsættelse efter fraflytning, da han ikke overholdt den i Lejelovens § 98, stk. 2, nævnte frist.
Der er under sagen afgivet partsforklaringer af sagsøger og sagsøgte, H, samt vidneforklaring af murermester M.
Sagsøger har til støtte for sin påstand især gjort gældende, at omfanget af istandsættelsen efter de sagsøgtes fraflytning fremgik tydeligt af lejeaftalen. Her stod præcist, at alle malede flader skulle nymales ved fraflytning. Murermester M fastholdt dette krav ved gennemgangen af lejligheden den 4. januar 2002. Han oplyste endog prisen for istandsættelsen. Der er ikke i Lejelovens § 98 nogen formkrav til, hvorledes en udlejer skal rejse sine krav til istandsættelsen. De sagsøgte havde også forstået udlejers krav, idet de den 15. januar 2002 henvendte sig til Huslejenævnet. Deres henvendelse drejede sig kun om udlejers krav på maling af radiator og træværk. Resten accepterede de. Huslejenævnets afgørelse må være begrundet i den fejlagtige opfattelse, at der ikke blev afholdt et flyttesyn. Det fremgår i hvert fald af afgørelsen.
De sagsøgte har til støtte for deres påstand især gjort gældende, at sagen er en følge af, at sagsøger befinder sig i den vildfarelse, at han kan forlange lejligheden nymalet, hver gang en lejer flytter ud. For at afbryde fristen i Lejelovens § 98, stk. 2, kræves, at der er rejst specificerede krav. Det er ikke tilstrækkeligt, at en udlejer blot stiller krav om, at "det hele skal males". Lejeloven er en social beskyttelseslov. De hensyn, der ligger bag lejeloven, er de samme hensyn, der ligger bag reglerne for de almennyttige boliger. Østre Landsret her i U 1996.981 og U 1996.1428 afvist de almennyttige boligselskaber, når de ikke rejste krav på en tilstrækkelig specificeret måde.
Rettens bemærkninger:
Boligretten er enige om, at der den 4. januar 2002 blev gennemført et fraflytningssyn, idet murermester M deltog som fuldmægtig for sagsøger.
2 dommere finder, at murermesteren under flyttesynet rejste krav om, at alle malbare flader skulle males. Dette fremgår både af vidnets og sagsøgtes forklaringer. I lejekontrakten var det aftalt, at alle malbare flader skulle nymales ved fraflytning. Da det også var dette krav, sagsøgers repræsentant rejste, har de sagsøgte modtaget et tilstrækkeligt specificeret krav under mødet den 4. januar 2002. Sagsøger har derfor også overholdt 14 dagesfristen i Lejelovens § 98, stk. 2.
1 dommer finder, at der ikke fra sagsøger er rejst et tilstrækkeligt specificeret krav efter en detaljeret gennemgang af det lejede. Sagsøgte har derfor ikke haft mulighed for at forholde sig til de enkelte delelementer i den istandsættelse, sagsøger ønskede foretaget. Derfor har sagsøger ikke overholdt 14 dagesfristen i Lejelovens § 98, stk. 2.
Der afsiges dom efter flertallets votering.
THI KENDES FOR RET
De sagsøgte H og P, skal inden 14 dage til sagsøger, F, betale 20.617,09 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 16. maj 2002 til betaling sker. Inden samme frist skal de sagsøgte betale 9.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøger.