Hop til indhold
domstol.dk

Boligretssag: Almennyttigt boligselskab dømt til at ophæve urimelig aftale 
13-05-2004 

Et almennyttigt boligselskab er den 13. maj 2004 dømt til at lade en lejer slippe for at være bundet af en aftale om at betale en måneds husleje.

DOM

Afsagt den 13. maj 2004 i sag nr. BS 2A-170/2004:

A (Almennyttigt boligselskab)
 
mod
 
L1 og L2 (Lejerne)

Denne sag er anlagt den 26. januar 2004. Sagen drejer sig om et krav fra sagsøger, et almennyttigt boligselskab, om betaling af husleje i forbindelse med de sagsøgtes accept på sagsøgers tilbud om leje af bolig. Dommen er skrevet uden en fuldstændig sagsfremstilling efter retsplejelovens § 366 a. Sagen er behandlet som en boligretssag uden medvirken af boligretsdommere.

Sagsøger, A, har nedlagt påstand om, at de sagsøgte, L1 og L2, skal betale 4.102,00 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 8. august 2003, til betaling sker og med tillæg af et inkassogebyr på 100 kr. og et rykkergebyr på 100 kr. Sagsøger har dog under proceduren nedlagt endelig påstand om frifindelse overfor sagsøgte L2.

De sagsøgte, L1 og L2, har nedlagt påstand om frifindelse.

De sagsøgte er meddelt fri proces, men har ingen retshjælpsforsikring.

Sagens nærmere omstændigheder:

Begge de sagsøgte var hos sagsøger registreret på en venteliste til en bolig i ejendommen Xvej, Herning. Sagsøger sendte i april 2003 et tilbud til de sagsøgte om en ledig lejlighed i ejendommen. Tilbuddet blev returneret til boligselskabet forsynet med en underskrift af sagsøgte L1. Da de sagsøgte ikke ønskede boligen, blev de afkrævet 1 måneds leje, svarende til det påstævnte beløb.

Der er under domsforhandlingen afgivet følgende forklaringer:

Vidnet M. har forklaret, at hun er ansat som udlejningschef hos sagsøger. Proceduren for at leje en lejlighed i boligselskabet er, at potentielle lejere udfylder en ansøgning om at komme på venteliste. Dette kan ske enten på en blanket eller på selskabets hjemmeside. Når man har betalt et gebyr, kommer man på ventelisten. Ved ledige boliger sendes tilbud ud til de 10-12 øverste på ventelisten. Hvis svarskemaet ikke sendes retur, stilles man i bero på ventelisten. Det er den af de, der accepterer, der er højest placeret på ventelisten, der får lejemålet. Den, der får lejemålet, får tilsendt en lejekontrakt.

Sagsøger accepterer, at en af to ægtefæller, der underskriver svarskemaet på vegne begge ægtefæller, men lejekontrakten skal underskrives af begge. Hvis en lejer fortryder, kræver boligselskabet dette bekræftet skriftligt. Hvis dette sker, inden lejekontrakten er sendt ud, vil lejerne ikke blive afkrævet noget beløb. Hvis lejekontrakten er sendt ud, kan boligselskabet normalt ikke nå at leje lejligheden ud, når den er klar. Hun kan i sagen se, at boligselskabet modtog accepten den 11. april 2003. Lejekontrakt blev sendt til de sagsøgte to dage efter. Fortrydelseserklæringen modtog selskabet den 7. maj 2003.

Sagsøgte, L1, har forklaret, at hun er somalier og kun forstår ganske lidt dansk. Hun har boet i Danmark i 4 år. Hendes søn på 16 år hjalp med at ringe til sagsøger. Han er god til at tale dansk, men er ikke god til at læse og skrive dansk. De kom på venteliste hos sagsøger, da familien flyttede til XX. Hun vedkendte sig underskriften på blanketten om tilbud af lejemålet. Hun kan hverken læse dansk eller somalisk. Hun forstod ikke, hvad det var, hun skrev under på. Hendes mand var ikke hjemme. Sønnen hjalp hende. Efter hvad sønnen sagde, troede hun, at hun sagde nej tak til lejligheden. Hun forstår ikke, hvorfor der er skrevet et 3-tal på blanketten. Måske har sønnen skrevet 3-tallet. Sagsøgte har ikke.

Hun huskede ikke, om hun fik sendt en lejekontrakt. Hun huskede dog, at der pludselig kom et brev om, at de skulle flytte til Herning. Hun tog brevet med til Y, der var sagsbehandler ved kommunen. Hun fik ham til at hjælpe med at skrive til boligselskabet, at de ikke ønskede lejligheden.

Sagsøgte, L2, har forklaret, at han forstår lidt dansk. Han har boet i Danmark i 4 år. Hustruen og børnene ville på et tidspunkt gerne flytte til Herning. De fik familien skrevet på en venteliste. Han har først set skemaet med accept af lejemålet i forbindelse med retssagen.

Sagsøger har til støtte for sin påstand gjort gældende, at accepten af tilbuddet om lejemålet er udfyldt korrekt. Boligen er prioriteret som nr. 3. Det fremgår af skemaet, at lejerne accepterer at hæfte for betaling af leje fra overtagelsesdagen, til boligen er genudlejet. Der er derfor flere forhold, der viser, at L1 forstod, hvad skemaet handlede om. De sagsøgte modtog en lejekontrakt. Der er herefter ikke noget betænkeligt ved at lade L1 være bundet af den indgåede aftale.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at L1 ikke forstod, hvad hun skrev under på. Hun kan hverken læse eller skrive. Ingen ved, hvem der skrev 3-tallet, men det var næppe sagsøgte. Sagsøgte er en usædvanlig svag part. Det vil derfor være urimeligt at lade hende været bundet af aftalen efter Aftalelovens § 36. Sagsøger kunne have anvendt en anden praksis ved for eksempel at lade lejere indbetale et beløb svarende til en måneds husleje, før de blev bundet af en accept af et lejemål. Herved ville man undgå sager af denne karakter.

Rettens bemærkninger.

Det må kunne lægges til grund, at sagsøgte L1 ikke kan læse eller skrive. Der er ikke oplysninger om, at hun har fået nogen kvalificeret rådgivning og hjælp til udfyldelse af skemaet om accept af lejemålet. Sagsøger kunne ved at tilrettelægge en anden fremgangsmåde undgå denne type sager. Det findes herefter urimeligt at lade sagsøgte være bundet af den indgåede aftale, idet retten finder, at Aftalelovens § 36 må kunne anvendes.

Sagsøger kan herefter ikke få dom for sit krav, og sagsøgte, L1, må frifindes.

Efter sagsøgers endelige påstand kan sagsøgte, L2, også frifindes.

Thi kendes for ret:

De sagsøgte, L1 og L2, frifindes.

Sagsøger, A, betaler i sagsomkostninger til statskassen 8.000 kr. inden 14 dage.

Til top Sidst opdateret: 13-05-2004 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorFax: 99686116seperatorEmail: herning@domstol.dk