D O M
afsagt i 1. afdeling den 6. maj 2009
Rettens nr. 1-1093/2009
Anklagemyndigheden
mod
LD
Denne sag er behandlet som tilståelsessag.
Retsmødebegæring er modtaget den 22. april 2009.
LD er tiltalt for overtrædelse af:
straffelovens § 244, vold, ved den 19. marts 2009 ca. kl. 15.00-15.30 ved Bybusterminalen, Sølvgade, Herning, at have hevet I S N i håret, presset hende op mod en mur og efterfølgende taget fat omkring hendes hage, hvorved der opstod rødmen.
Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte.
Forklaringen er gengivet i retsbogen således:
"Sigtede forklarede, at hun tidligere på dagen havde snakket med I, men hun havde ikke gjort noget ved hende. De går på samme skole. De havde på et tidspunkt lånt en kjole af hinanden. I havde også lånt sko af sigtede. Da sigtede fik sit tilbage, var kjolen og skoene ødelagt. De skændtes noget om det, idet sigtede ville have erstatning. De havde påny snakket om det i skolen den pågældende dag. Sigtede ville gerne have erstatningspengene. I spurgte, om sigtede havde problemer, siden hun skulle have pengene så hurtigt. De snakkede om det. Sigtede sagde til I, at hun ville have en slags pant, og I spurgte, om hun ville have et solkort, som der skulle være 500 kr. på. Sigtede sagde, at det var i orden. En anden veninde prøvede senere kortet, og der var da kun for 2 eller 5 kr. Sigtede spurgte I, om hun var sikker på, at der var for 500 kr. I sagde, at det var der ikke, men der var nok for 250 kr., og det var hun helt sikker på. Sigtede spurgte I, om hun så måtte knække det. Sigtede kunne godt se på I, at hun var klar over, at der ikke var flere penge på kortet. De gik herefter ind i klassen. Da de skulle hjem, tilbageholdt sigtede I, idet hun ville snakke med hende. Til sidst gik I. Sigtede skulle herefter til busterminalen, og her så hun I. Sigtede gik hen til I, tog fat i hendes hår og hev hende tilbage. I fortsatte med at gå, og sigtede pressede hende op mod muren, og hun tog fat om hagen på hende og sagde, at hun ville have pengene dagen efter. I har senere valgt at komme i en anden klasse på skolen.
Om de personlige forhold forklarede sigtede, at hun stadig går på social- og sundhedsskolen. Hun er på grundforløbet og har 1½ måned tilbage. Efter ferien skal hun starte op på hjælperuddannelsen."
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til 5 dagbøder på hver 500 kr. jf. straffelovens § 244.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Ved afgørelsen heraf har retten lagt vægt på forholdets karakter af fnidder mellem to veninder.
Thi kendes for ret:
LD skal betale 5 dagbøder på hver 500 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 5 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.