Hop til indhold
domstol.dk

Betinget dom for vold - dom af 18. juni 2009 - ændret til ubetinget i Vestre Landsret 
21-08-2009 

Betinget dom for vold i forbindelse med uoverensstemmelser om kørsel.

Dommen er ved Vestre Landsrets dom af 11. august 2009 ændret, således at straffen på fængsel i 30 dage gøres ubetinget.

D O M

afsagt den 8. juni 2009

Rettens nr. 8-1322/2009

Politiets nr. 4100-73241-00281-09

Anklagemyndigheden

mod

T

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 15. maj 2009.

T er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 244 - vold,

ved den 7. maj 2009 kl. 09.05 .... i Ringkøbing, efter forudgående uoverensstemmelser om kørsel, at have slået AL en gang i ansigtet med knyttet hånd.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængsel i 30 dage.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte har forklaret, at han ejer en bil med reg. nr. ..... Tiltalte kørte .... mod Ringkøbing den 7. maj 2009 ved 9 tiden. Kort før rundkørslen, lige før Ringkøbing, så han en bil på en sidevej på hans venstre side, der skulle dreje ud på vejen. Da han kom tættere på, kørte bilen ud på vejen. Tiltalte overhalede bilen og fik bilisten standset. Han gik hen til føreren og henvendte sig ved venstre siderude. Føreren rullede sideruden ned. Han sagde til føreren, at hun ikke havde overholdt sin ubetingede vigepligt. Dette benægtede hun. Hun sagde, at hun ikke havde lyst til at diskutere dette. Han sagde, at hun ikke skulle slå ham eller andre ihjel. Han prikkede hende med to fingre på venstre skulder. Der var ikke mange biler på vejen, men det kunne have være farligt. Den eneste fysiske kontakt var, at tiltalte prikkede med to fingre. Han har ikke slået med knytnæve. Tiltalte forlod stedet i sin bil.

På forespørgsel fra advokat .... forklarede tiltalte, at den anden bil havde holdt syd for x-vej og efter udsvingning på x-vej kørte i samme retning som vidnet. Tiltalte måtte bremse sin bil ned, ellers ville han have ramt den anden bil. Tiltalte blev irriteret og ville konfrontere modparten med overtrædelse af færdselsloven. Han overhalede den anden bil og trak ind til siden, hvorefter den anden bil kørte ind bagved hans bil. Tiltalte er sikker på, at der ingen biler var bagud, idet han orienterede sig bagud. Der var kun de to biler på stedet.

På forespørgsel fra anklagemyndigheden forklarede tiltalte, at det ikke var en hasarderet overhaling, da der ikke var andre biler i nærheden. Han foretog overhalingen for at gøre den anden bilist opmærksom på, at han ønskede at tale med hende.

Vidnet AL har forklaret, at hun kørte ad v-vej den 7. maj 2009 omkring kl. 09. Hun nåede frem til x-vej. Der var ubetinget vigepligt. Hun orienterede sig til begge sider. Der var ingen færdsel fra venstre. Fra højre var der en bil i nogen afstand. Hun vurderede, at hun godt kunne køre ud på x-vej. Hun kørte ud og fortsatte mod rundkørslen. I bakspejlet så hun den bagfra kommende bil accelererede kraftigt. Den overhalede hendes bil. En modkørende rød bil måtte trække ud mod siden. Den overhalende bil standsede et stykke fremme. Vidnet bremsede også ned. Føreren af den standsede bil steg ud og kom hen til hendes bil. Vidnet rullede vinduet ned. Føreren talte meget højt til hende og sagde, "hvad fanden har du gang i" og skubbede hende, så hun røg over mod passagersædet. Han sagde, at hun kørte som en sindssyg og ville slå "os allesammen ihjel". Vidnet fik ikke et ord indført. Manden gav hende et knytnæve på hendes kæbe, hvorefter han gik hen til sin bil og forlod stedet. Vidnet skrev tiltaltes bilnummer ned. Mens episoden skete og derefter kom der ingen biler forbi. Vidnet kan genkende tiltalte som den person, der slog hende. Der var dobbelt optrukne linier der, hvor tiltalte overhalede hendes bil. Vidnet så, at føreren af den røde bil rystede på hovedet. Vidnet så, at tiltalte gik på en meget bestemt måde hen mod vidnet, da han henvendte sig. Tiltalte så sur ud. Vidnet er 100 % sikker på, at hun blev slået med knytnæve og også, at hun blev skubbet.

Foreholdt at et skub ikke er omtalt i politiafhøringen af vidnet, forklarede vidnet, at hun har forklaret politiet om skubbet.

På forespørgsel fra advokat .... forklarede vidnet, at hun ikke mener at have generet tiltalte, da hun kørte ud på x-vej. Vidnet mente bestemt, at hun kunne nå ud uden at genere. Vidnet er sikker på, at hun er blevet slået. Forholdt sagens bilag 5, lægeerklæring, at der ikke var synlige skader, forklarede vidnet, at hun ikke ville gå til lægen, hvis hun ikke var blevet slået. Det er rigtigt, at der ikke var synlige skader. Der var en knækkende lyd fra kæben.

 

Af politiattest af 7. maj 2009 fremgår, at vidnet henvendte sig til læge den 7. maj 2009. Det fremgår af politiattesten bl.a., at der ved sideforskydelse af underkæben mod højre forekom en lille "knæk" lyd.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han ....

Anklagemyndigheden har bl.a. henvist til, at det efter vidnets forklaring, der støttes af politiattesten, er bevist, at tiltalte er skyldig efter anklageskriftet.

Forsvareren har bl.a. henvist til, at der ikke er ført bevis for, at tiltalte har udøvet vold, der er ikke noget tekniske bevis, og der er uoverensstemmelser i oplysningerne fra vidnet. Dømmes tiltalte bør han maksimalt straffes med en betinget dom uden vilkår.

Rettens begrundelse og afgørelse

Vidnets troværdige og faste forklaring lægges til grund, uanset at hun ikke fik synlige skader, og tiltaltes forklaring om, at han ikke har udøvet vold tilsidesættes. Herefter er tiltalte skyldig efter anklageskriftet.

Henset til, at tiltalte er ustraffet og hans gode personlige forhold, har to af rettens medlemmer stemt for, at straffen kan gøres betinget.

Et af rettens medlemmer har stemt for, at straffen gøres ubetinget, da karakteren af volden, der er begået i trafikken normalt bør straffes med ubetinget fængsel.

Der gives dom efter stemmeflertallet.

Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 244.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T straffes med fængsel i 30 dage.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelse:

Tiltalte må ikke begå noget strafbart i 2 år fra endelig dom.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Til top Sidst opdateret:  
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorFax: 99686116seperatorEmail: herning@domstol.dk