Hop til indhold
domstol.dk

Tre chauffører for lettiske prostituerede idømt fængselsstraffe - dom af 30. oktober 2006 
30-10-2006 

Ved 3 domme afsagt den 30. oktober 2006 blev 3 mænd fra Herning retskreds dømt for at have været chauffører for prostituerede fra Letland. De 3 chauffører tilstod.

Chauffør 1 havde modtaget 154.950 kr. for kørsler i en periode. Han havde i samme periode modtaget understøttelse og blev derfor også dømt for socialbedrageri. Han blev idømt fængsel i 8 måneder.

Chauffør 2 havde modtaget mellem 40.000 kr. og 50.000 kr. for kørsler i en periode. Han blev idømt betinget fængsel i 50 dage.

Chauffør 3 havde modtaget 12.800 kr. for kørsler i en periode. Han blev idømt betinget fængsel i 20 dage.

Alle 3 chauffører fik konfiskeret deres fortjeneste.

________________

Dommen over chauffør 1:

D O M

afsagt i 2. afdeling den 30. oktober 2006

SS 2A-1136/2006
Anklagemyndigheden
mod
T

Denne sag er behandlet efter retsplejelovens § 922.

Retsmødebegæring er modtaget den 14. juli 2006.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.
straffelovens § 229, stk. 1, ved i perioden fra 23. januar 2004 til den 6. februar 2005 i forening med andre for vindings skyld at have fremmet kønslig usædelighed og/eller ved i oftere gentagne tilfælde at have optrådt som mellemmand, idet tiltalte har medvirket bl.a. som chauffør til at hjælpe lettiske piger til kønslig usædelighed med andre under følgende omstændigheder:
- at have modtaget et telefonopkald om at der var en tur til en lettisk pige med oplysninger om kundens navn, adresse, telefonnummer og pris på ydelsen
- at have udfyldt en fortrykt seddel med de ovenfor anførte oplysninger samt chaufførens andel
- at have ringet til pigen
- at have afhentet og kørt pigen ud til kunden
- at have sendt et ankomsttidspunkt via sms til telefonpasseren
- at have kørt pigen hjem efter hendes besøg hos kunden
alt med det formål at tjene penge, idet tiltalte ved sin kørsel m.v. at have modtaget ikke under 154.950 kr.,

2.
straffelovens § 279, bedrageri og overtrædelse af straffelovens § 163, ved i perioden fra den 4. februar 2004 til 6. februar 2005 ved på tro og love at have underskrevet ledighedserklæring og dagpengekort og herefter svigagtigt at have undladt at oplyse arbejdsløshedskassen XX A-kasse, om, at han havde lønindtægter, hvorved han bestemte arbejdsløshedskassen til at udbetale sig 129.729 kr. i understøttelse med et tilsvarende tab for XX A-kasse til følge.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Tiltalte har erkendt sig skyldig

Tiltalte har blandt andet forklaret vedrørende forhold 1, at han kendte F, der kørte for lettiske piger. Tiltalte så en annonce i Ekstra Bladet, hvor der blev søgt chauffører. Han ringede og talte med L. Tiltalte begyndte at køre fra den 23. januar 2004. Tiltalte blev ringet op fra en central af forskellige piger. Nogle af dem hed Else, Dorthe og Lone. Han vidste ikke, hvor mange piger der betjente centralen. Tiltalte fik oplyst kundens navn, adresse, pris og hans andel. Tiltalte fik også oplyst, hvor han skulle hente pigen. Tiltalte skulle ringe til pigen og sige, at han kom og hentede hende. Tiltalte kørte pigen ud til kunden. Pigen ringede, når hun var klar til at blive hentet igen. Tiltalte fik sin andel af pigen. Han skulle udfylde en seddel, som han fik af pigen. Han skulle skrive telefondamens navn, pris og det beløb, han skulle have. Nogle gange havde kunderne ikke haft penge, og så fik han heller ingen penge. Når pigen gik ind til kunden, sendte han en sms til centralen. Thomas lavede ugeplaner. Vagterne varede i et døgn fra kl. 07.00 til kl. 07.00. De var 2 chauffører. Der var noget udskiftning i chaufførerne. Der var 3-5 chauffører i den periode, hvor han var chauffør. De skulle helst være 3 chauffører for at dække en uge. Der skulle være både en 1. chauffør og 2. chauffør, hvis der var 2 piger, der skulle køres med. 1. chaufføren kørte de fleste ture, så der var ikke meget til 2. chaufføren. I Herning-området var der for det meste 2 piger ad gangen. Det skal nok passe, at de boede på Z-vænget på 2. sal. Tiltalte havde ikke nogen piger boende. Nogle af pigerne havde lidt problemer med L, idet de ville have højere betaling. Tiltalte fik typisk 200 kr. for en tur i Herning. Skulle han køre længere, fik han flere penge for det. Det maksimale, han fik for en tur, var 700-800 kr. L havde også piger i Ålborg og Odense. Disse havde tiltalte ikke noget med at gøre. L ringede og fortalte ham vagtplanen. Der var en sammenkomst til jul hos L. Tiltalte har talt med L's  samlever, E. Det var, fordi en af pigerne ikke kunne forstå, hvad han sagde, og hun oversatte. Tiltalte har hentet og bragt nogle af pigerne til lufthavnen. Pigerne kunne tale lidt tysk eller en sjælden gang engelsk. Nogle af dem kunne ikke ret meget. Tiltalte har talt med en chauffør, O, fra Ålborg. De har blandt andet talt om chaufførvagter. O havde vist også noget med annoncer at gøre. Det var forskelligt, hvor mange job tiltalte havde på en uge. Tiltalte kørte i sin egen bil. Tiltalte stoppede som chauffør den 6. februar 2006, da han blev anholdt. Det beløb, han har tjent, er efterfølgende opgivet til skattevæsnet.

Vedrørende forhold 2. Det er korrekt, at han ikke har opgivet indtægten til arbejdsløshedskassen. Han afdrager på beløbet med 1.500 kr. om måneden.

Rettens bemærkninger:

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder, jf. straffelovens § 229, stk. 1, § 163 og § 285 jf. § 279.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på karakteren og omfanget af kriminaliteten.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 8 måneder.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

______________________

Dommen over chauffør 2

D O M

afsagt i 2. afdeling den 30. oktober 2006

SS 2A-1109/2006
Anklagemyndigheden
mod
T

Denne sag er behandlet efter retsplejelovens § 922.

Retsmødebegæring er modtaget den 11. juli 2006.

T er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 229, stk. 1, ved i perioden fra medio 2002 til ultimo 2003 i forening med andre for vindings skyld at have fremmet kønslig usædelighed og/eller ved i oftere gentagne tilfælde at have optrådt som mellemmand, idet tiltalte har medvirket som bl.a. chauffør i Midtjylland til at hjælpe lettiske piger til kønslig usædelighed med andre under følgende omstændigheder:
- at have modtaget et telefonopkald om, at der var en tur til en lettisk pige med oplysninger om kundens navn, adresse, telefonnummer og pris på ydelsen
- at have udfyldt en fortrykt seddel med de ovenfor anførte oplysninger samt chaufførens andel
- at have ringet til pigen
- at have afhentet og kørt pigen ud til kunden
- at have sendt et ankomsttidspunkt via sms til telefonpasseren
- at have kørt pigen hjem efter hendes besøg hos kunden
alt med det formål at tjene penge, idet tiltalte ved sin kørsel m.v. at have modtaget ikke under 40.000-50.000 kr. samt i perioden fra august 2002 til december 2003 at have haft i alt ca. 8 forskellige lettiske prostituerede boende på sin daværende adresse X-gade, Herning.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Anklagemyndigheden har i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, nedlagt påstand om konfiskation af 10.000 kr.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Tiltalte forklarede, at han så en annonce i Ekstra Bladet som chauffør. Så vidt han husker, var det L, han talte med. Han kendte ikke L i forvejen. Han kendte heller ikke andre, der var chauffører. Telefonpigerne fik oplyst, hvilke dage han kunne køre. Tiltalte fik af telefonpigen at vide, når der var en tur. Nogle gange var det 1 eller 2 dage om ugen. Der blev lavet plan for en uge ad gangen. Tiltalte var kun 2. chauffør. Han kørte alene for piger i Herning. For det meste var der kun en pige i Herning. En overgang var der 2 piger. Der var også piger i Ålborg. Tiltalte kørte kun om aftenen, idet han arbejdede om dagen. Han kørte også indimellem i weekender. Tiltalte fik betaling efter, hvor lang turen var. Han fik minimum 200 kr., og det maksimale beløb, han har fået, er 600 kr. Han fik af telefonpigen oplyst kundens navn og adresse, prisen kunden skulle betale, samt hvor han skulle hente pigen. Han fik nogle sedler af L, som han skulle udfylde. Der skulle stå kundens navn, adresse, telefonpigens navn og det totale beløb. Hvis pigen ringede inde fra kunden om, at der var problemer, og at hun ikke ville være sammen med kunden, gik tiltalte ind og hentede pigen. Det er muligt, at han har sendt en sms til telefoncentralen, når pigen var gået ind til kunden. Tiltalte fik sin andel af pigen efter hendes besøg hos kunden. Tiltalte havde i det første halve år nogle piger boende. Pigerne betalte for at bo hos tiltalte. Han har i alt haft 4-6 piger boende. Tiltalte blev gift med en af pigerne, NN, og herefter havde han ikke nogen boende. Tiltalte stoppede som chauffør, idet han "røg uklar" med L. Denne sendte invitationer i tiltalte og dennes hustrus navn. Tiltalte mener, at han brutto har tjent 40.000-50.000 kr. Han har netto tjent ca. 10.000 kr.

Rettens bemærkninger:

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 50 dage, jf. straffelovens § 229, stk. 1.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på karakteren og omfanget af kriminaliteten.

Retten følger påstanden om konfiskation, jf. straffelovens § 75, stk. 1.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 50 dage.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelse:

1) Tiltalte må ikke begå noget strafbart i 1 år fra i dag.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Hos tiltalte konfiskeres 10.000 kr.

___________________

Dommen over chauffør 3

D O M

afsagt i 2. afdeling den 30. oktober 2006

SS 2A-1141/2006
Anklagemyndigheden
mod
T

Denne sag er behandlet efter retsplejelovens § 922.

Retsmødebegæring er modtaget den 14. juli 2006.

T er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 229, stk. 1, ved i perioden fra august 2002 til 29. marts 2004 i forening med andre for vindings skyld at have fremmet kønslig usædelighed og/eller ved i oftere gentagne tilfælde at have optrådt som mellemmand, idet tiltalte har medvirket som bl.a. chauffør i Midtjylland til at hjælpe lettiske piger til kønslig usædelighed med andre under følgende omstændigheder:
- at have modtaget et telefonopkald om, at der var en tur til en lettisk pige med oplysninger om kundens navn, adresse, telefonnummer og pris på ydelsen
- at have udfyldt en fortrykt seddel med de ovenfor anførte oplysninger samt chaufførens andel
- at have ringet til pigen
- at have afhentet og kørt pigen ud til kunden
- at have sendt et ankomsttidspunkt via sms til telefonpasseren
- at have kørt pigen hjem efter hendes besøg hos kunden
alt med det formål at tjene penge, idet tiltalte ved sin kørsel m.v. at have modtaget ikke under 12.800 kr. samt i en periode på ca. 3 dage at have haft 1 pige boende på sin adresse V-gade, Herning.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Anklageren nedlagde i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, påstand om konfiskation af 6.000 kr.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Tiltalte har forklaret, at han ikke ønsker at svare på, hvordan han fik kendskab til jobbet som chauffør, eller hvordan han blev ansat. Tiltalte blev ringet op af en telefondame og spurgt, om han kunne køre en bestemt dag. Han var afløser og fik at vide, hvilken dag han skulle køre. Det var forskelligt, hvornår på dagen han kørte. Han kørte alene med piger fra Herning. Hans betaling var forskelligt afhængig af afstanden. Han fik at vide af telefondamen, hvor han skulle hente pigen, og hvor hun skulle køres hen. Nogle gange ringede han tilbage til telefondamen og oplyste, når pigen var færdig hos kunden. Tiltalte skulle udfylde en seddel med kundens navn og adresse, tiltaltes initialer samt hans betaling. Tiltalte fik penge for sin tur af pigen. Tiltalte har haft en pige boende 3 dage. Efter en tur en fredag spurgte en af telefondamerne, om han ville tage pigen med hjem, idet hun skulle med en fly om søndagen. Der var ikke andre muligheder, og han accepterede. Tiltalte kørte pigen til Kastrup lufthavn om søndagen. Det skal nok passe, at han har modtaget 12.800 kr. for kørsel. Hans nettofortjeneste har nok været ca. 6.000 kr.

Rettens bemærkninger:

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 20 dage, jf. straffelovens § 229, stk. 1.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på karakteren og omfanget af kriminaliteten.

Retten følger påstanden om konfiskation, jf. straffelovens § 75, stk. 1.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 20 dage.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelse:

1) Tiltalte må ikke begå noget strafbart i 1 år fra i dag.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Hos tiltalte konfiskeres 6.000 kr.

 

Til top Sidst opdateret: 30-10-2006 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorFax: 99686116seperatorEmail: herning@domstol.dk