Kendskab til domstolene er en vigtig forudsætning for, at befolkningens kan have tillid til domstolene. Kendskabet skal gerne starte allerede i folkeskolen. Det vil vi gerne hjælpe til med, og vi har derfor udvidet vores tilbud til skolerne.
Retten i Helsingør har altid tilbudt skoleklasser, at de kan komme på besøg i retten og overvære en retssag. Vores retssager starter kl. 9.15 eller kl. 13.00.
Som noget nyt tilbyder vi nu klasserne at komme kl. 8.30 eller kl. 12.30 og få en halv times introduktion til domstolene, inden eleverne skal i retten. Vi bruger den halve time på at fortælle lidt om, hvilke opgaver retten har - i samfundsmæssig henseende og over for den enkelte borger. Vi taler også med dem om, hvordan man kan komme til at arbejde ved domstolene, hvis man har lyst til det.
Endelig bliver eleverne kort orienteret om den sag, de skal ind og overvære. Når sagen i retten er slut, bliver dommeren og domsmændene i retssalen, så eleverne kan stille spørgsmål til dem.
Tid til besøg i retten kan bestilles via Lis Bjærre, afdelingsleder i retssekretariatet, tlf.nr. 99 68 40 00.