Hop til indhold
domstol.dk

Småsager, nævningesager, gruppesøgsmål og sager om forældremyndighed 
 

Den 1. januar 2008 trådte der nye regler i kraft om byretternes behandling af mindre civile sager (småsager), nævningesager, gruppesøgsmål og forældreansvarssager. Du kan læse lidt om de nye regler her.

Småsager
 

Formålet med de nye regler er, at gøre det nemmere og billigere for borgerne at føre sager ved retten om mindre krav.
 

Hvilke sager er omfattet: Alle civile sager på højst 50.000 kr. – og sager uden økonomisk værdi. 
 

Hjælp og vejledning: Der er lavet blanketter til stævning og svarskrift for at gøre det nemmere for borgerne. Blanketterne er tilgængelige på www.domstol.dk, hvor der også ligger vejledninger til udfyldelsen. Har borgerne behov for hjælp, kan de henvende sig til retten.

Sagsbehandlingen: De nye regler medfører en mere uformel og hurtigere sagsbehandling ved retten. Den jurist, der behandler sagen, vil tage kontakt til parterne via telefon, brev og mail. Der vil ofte blive holdt et telefonmøde med parterne eller et egentligt retsmøde. På mødet vil man drøfte, hvad der skal ske i sagen, og om der er mulighed for et forlig. Juristen vil også rådgive parterne om, hvilke beviser det vil være hensigtsmæssigt at fremlægge i sagen. Hvis der skal indhentes en sagkyndig erklæring, laver juristen forslag til spørgsmål.
 

Advokatbistand: Rettens udvidede assistance med sagsbehandlingen betyder, at borgerne ikke behøver advokatbistand. De kan herved spare sagsomkostninger, som i de mindste sager ofte overgår det beløb, sagen drejer sig om.
 

Hvis sagen ikke løses undervejs og derfor skal hovedforhandles, kan parterne søge fri proces med henblik på at få advokatbistand til selve hovedforhandlingen. De almindelige regler for fri proces er gældende. Parterne kan også vælge at gennemføre hovedforhandlingen uden advokat.  
 

Sagsomkostninger: Hvis man taber sagen, kan man også i småsagerne blive dømt til at betale sagsomkostninger til modparten. For sager under 10.000 er der lavet en grænse for, hvor meget man kan blive pålagt at betale i sagsomkostninger til modparten. Retsafgiften vil fortsat være 500 kr.

Hvis sagen er meget kompliceret, kan parterne anmode om, at sagen behandles efter de almindelige regler for civile sager. Retten kan også på egen hånd beslutte, at sagen skal behandles efter de almindelige regler.

Nævningesager 

Fra 1. januar 2008 starter alle nævningesager i byretten. Formålet med de nye regler er at aflaste landsretterne og Højesteret. De nye store byretter har kapacitet til at behandle nævningesagerne, hvor der skal medvirke 3 dommere. Landsretterne er ankeinstans for både skyldsspørgsmålet og straffen. Højesteret kan efter bevilling prøve strafudmålingen som 3. instans.
 

Hvilke sager: Som hidtil - de straffesager, hvor anklagemyndigheden påstår straf af fængsel i 4 år og derover, anbringelse i institution eller dom til forvaring. Forbrydelsen skal angå personfarlig kriminalitet, røveri eller en seksualforbrydelser.
 

Alternativ: Som noget nyt kan tiltalte vælge at få sagen behandlet som domsmandssag i stedet for nævningesag.
 
Gruppesøgsmål 

Formålet med reglerne er at gøre det muligt for en række borgere at gå sammen om et søgsmål, hvis de har fælles interesse. Det bliver herved nemmere og billigere for borgerne at føre sager om f. eks. mangler ved et produkt.

Sagsbehandlingen: Retten udpeger en grupperepræsentant, som fører sagen på gruppens vegne. Retten fastsætter en tilmeldingsfrist og bestemmer, hvordan der skal ske underretning af de personer, der falder indenfor rammen af gruppesøgsmålet.
 

Rettens afgørelse af sagen har bindende virkning for alle gruppemedlemmerne

Forældreansvarssager 
Fra 1. oktober 2007 har der været nye regler om behandlingen af sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
 

Formålet med reglerne er at sætte mere fokus på barnets perspektiv, at dæmpe konfliktniveauet og at hjælpe forældre og børn til selv at finde løsninger. Håbet er, at reglerne vil mindske antallet af konfliktfyldte sager om forældremyndighed og samvær ved domstolene væsentligt. Sagerne skal primært løses i statsforvaltningerne.
 

Sagsbehandlingen: Alle sager starter i statsforvaltningen, hvor parterne tilbydes børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, hvis de er uenige om forældremyndigheden, barnets bopæl, eller samvær.
 

Sagen sendes til retten, hvis parterne ikke kan opnå enighed, eller hvis den ene part ikke møder i statsforvaltningen.
 

Praksis i Helsingør, Hillerød og Lyngby: Som hovedregel holdes der et forberedende møde i alle sager, hvor der er børn involveret. Der deltager en børnesagkyndig psykolog i det forberedende møde. På mødet forsøger retten og den børnesagkyndige at hjælpe forældrene til at indgå en frivillig aftale. Hvis forældrene ikke kan blive enige, vil dommeren og den børnesagkyndige tage en samtale med barnet. Den børnesagkyndige kan også holde separate møder med forældrene og børnene.  

 

 

Til top Sidst opdateret: 06-12-2010 
Retten i HelsingørseperatorPrøvestensvej 50seperator3000 HelsingørseperatorTelefon: 99684000seperatorFax: 99684001seperatorEmail: helsingor@domstol.dk