Ægtepar begge idømt 1 år og 9 måneders ubetinget fængsel for skatteunddragelse
25-11-2011
En 38-årig kvindelig model og hendes 40-årige økonomiuddannede mand har ved Retten i Helsingør fået fængsel i 1 år og 9 måneder for skatteunddragelse begået i perioden fra 2001 til 2006. De skal hver betale en bøde på 3.299.000 kr.
- Ægteparret havde i en årrække boet i USA. Manden flyttede tilbage til Danmark i 2000 for at arbejde. Kvinden registrerede sig i 2001 som ”ikke-bosiddende” i USA, men registrerede sig ikke som tilflyttet Danmark. Da det under sagen blev bevist, at hun dels havde bopæl i Danmark i ægtefællens bolig, dels udførte enkelte arbejdsmæssige opgaver i Danmark, var hun skattepligtig i Danmark fra 2001.
-
- Ægteparret havde efter råd fra deres danske revisor søgt at undgå, at kvinden blev skattepligtig i Danmark. Det skete ved at oprette selskaber i hendes navn i Luxembourg og på Samoa. Hendes indtægter blev overført til selskaberne og derved stort set holdt uden for beskatning. Selskaberne havde ingen reel funktion, men stillede kredit til rådighed, som gjorde det muligt for manden at købe en gård i Nordsjælland for knap 6 mio. kr. og ombygge den for ca. 4 mio. kr. Ægteparret anvendte kreditkort tilknyttet selskabets konti i Luxembourg til et omfattende privatforbrug. Det var dette, der fik SKAT til at undersøge ægteparrets forhold nærmere.
-
- Kvinden forklarede i retten, at hendes mand havde taget sig af hendes økonomiske forhold, og de henviste begge til, at de handlede efter råd fra deres revisor. Domsmandsretten mente, at de begge var klar over, at selskabskonstruktionen ikke var reel, at de havde forudsætninger for at kende reglerne om økonomi og skat, og at de derfor begge havde forsæt til skatteunddragelse for alle årene fra 2001 til 2006. Den samlede skatteunddragelse var på 6.598.000 kr., som Landsskatteretten har fastslået, at ægteparret skal betale.
-
- Begge blev på grund af størrelsen af skatteunddragelsen idømt fængsel i 1 år og 9 måneder med en tillægsbøde på 3.299.000 kr.
-
- De skal herudover betale udgiften til deres forsvarere på samlet ca. 560.000 kr.
-
- Begge de tiltalte har anket dommen til frifindelse, subsidiært til nedsættelse af straffen.
-
-