Hvad er retsmægling
Retsmægling er en måde at løse konflikter i civile sager på. Retsmægleren hjælper parterne med selv at finde frem til en løsning på deres indbyrdes konflikt. Retsmægleren hverken skal eller kan træffe afgørelse i sagen. Retsmæglingen er frivillig, og det, der foregår under retsmæglingen, er fortroligt.
Retsmægleren leder det møde, hvor retsmæglingen foregår. Retsmægleren bistår parterne med at finde frem til de egentlige årsager til konflikten og med at opnå større forståelse for både deres egne og modpartens synspunkter. Retsmægleren hjælper herefter parterne med selv at finde frem til en løsning, som i størst mulige omfang tager hensyn til begge parters interesser og behov.
Retsmæglerne ved Retten i Hjørring er enten en af rettens jurister eller en advokat, der er antaget af Domstolsstyrelsen til at fungere som retsmægler ved domstolene. Retsmæglerne har alle gennemgået en særlig uddannelse. Domstolsstyrelsen forventer, at der først efter sommerferien 2008 vil være antaget advokater som retsmæglere ved domstolene, så indtil da forestås retsmæglingerne af fire af rettens jurister.
Hvorfor vælge retsmægling
Det er ikke altid, at dom er en tilfredsstillende løsning for to parter, som har en konflikt. En rent juridisk afgørelse efterlader ofte en vinder og en taber – og i visse tilfælde to parter, som begge føler, de ikke fik en tilfredsstillende løsning på deres konflikt. Parterne kan efterfølgende have svært ved at fortsætte et erhvervsmæssigt samarbejde eller en privat relation.
Ved retsmægling kan forløbet tilpasses parternes individuelle behov. En løsning af konflikten, som parterne selv har fundet frem til, giver i højere grad sikkerhed for tilfredshed og dermed grundlag for at kunne fortsætte samarbejdet/relationen. Ved retsmægling vil en løsning normalt kunne opnås hurtigere, end hvis sagen skal afgøres ved en dom.
Resultatet af forsøgsordningen viser, at ca. 2/3 af de sager, der er behandlet ved retsmægling, er blevet afsluttet med en aftale mellem parterne.
Hvem kan bruge retsmægling
En sag kan være egnet til retsmægling, uanset om det drejer sig om private forhold eller erhvervsforhold. Det afgørende er, at begge parter ønsker at medvirke til retsmægling og er indstillede på at bevæge sig mod en fælles løsning af konflikten. Hvis retsmæglingen må opgives, fordi parterne ikke kan finde en fælles løsning, vil sagen fortsætte som almindelig civil retssag ved embedet. Visse sager kan efter rettens vurdering være uegnede til retsmægling.
Hvad koster det
Retsmæglerens bistand er gratis, men du skal selv betale salæret til din advokat, medmindre du har fri proces til sagen eller får salæret dækket gennem en retshjælpsforsikring.
Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte retten, hvis du vil vide mere om retsmægling.