Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Retsmægling - konfliktløsning uden tabere 

Retten i Herning tilbyder retsmægling i alle retssager, familiesager, skiftesager og fogedsager.
 
Hvad er retsmægling
 
Retsmægling er en frivillig måde at løse konflikter på, hvor en mægler hjælper parterne med selv at finde frem til en løsning på deres problem. Retsmægleren kan ikke træffe afgørelse i sagen, og det, der foregår under retsmæglingen, er fortroligt.
 
Retsmægleren er ved Retten i Herning enten en af rettens dommere eller en advokat, der er antaget af Domstolsstyrelsen til at fungere som retsmægler. Både dommere og advokater, der fungerer som retsmæglere, har gennemgået en særlig uddannelse i retsmægling.
 
Retsmæglerne ved Retten i Herning er:
 
Dommer Charlotte Schrøder, retsassessor Karin Haisler Jessen, retspræsident Steen Friis Nielsen og advokat Kurt Lunde
 
Retsmægleren leder mæglingsprocessen. Retsmægleren bistår gennem samtale parterne med at finde frem til de egentlige årsager til konflikten og hjælper dem herigennem med at opnå større forståelse for både deres egne og modpartens synspunkter.
 
Retsmægleren hjælper herefter parterne med selv at finde frem til en løsning af konflikten, som i størst mulige omfang tager hensyn til begge parters interesser og behov.
 
Hvorfor vælge retsmægling
 
Når man når ind til kernen i det, der ligger bag ved en konflikt, er det ikke altid, at en dom eller en kendelse er en tilfredsstillende løsning for parterne.
 
Ved retsmægling bliver forløbet tilpasset parternes individuelle behov.
 
Modsat traditionel konfliktløsning ved domstolene fokuserer man ved retsmægling på de bagvedliggende årsager til konflikten med henblik på at gøre det nemmere for begge parter at komme videre. Det gør det også lettere at fortsætte et eventuelt samarbejde, og det giver mulighed for en mere varig løsning.
 
Det er erfaringen, at over halvdelen de sager, der er behandlet ved retsmægling, er blevet afsluttet med en aftale mellem parterne, således at sagen sluttes med retsmæglingen.
 
Ved retsmægling vil en løsning normalt kunne opnås hurtigere, end hvis sagen skal afgøres ved en dom eller en kendelse.
 
Selv om det ikke lykkes at nå frem til en aftale i forbindelse med retsmæglingen, forlænger retsmæglingen ikke den samlede sagsbehandlingstid. Når sagen berammes til hovedforhandling, kan den samtidig berammes til retsmægling. Ender retsmæglingen ikke med en aftale, fastholdes tidspunktet for hovedforhandlingen.
 
Hvem kan bruge retsmægling
 
En sag kan være egnet til retsmægling, uanset om det drejer sig om private forhold eller erhvervsforhold. Det, der er afgørende, er, at begge parter ønsker at medvirke til retsmægling, og at retten ikke på forhånd mener, at sagen af særlige grunde er uegnet.
 
Parterne kan fremsætte ønske om at gøre brug af en bestemt retsmægler.
 
Hvad koster det
 
Retsmæglerens bistand er gratis, men du skal selv betale salæret til din advokat, medmindre du har fri proces til sagen eller får salæret dækket gennem en retshjælpsforsikring.
 
Du kan også vælge at deltage i retsmæglingen uden advokat.
 
Vil du vide mere
 
Der henvises til materiale på domstol.dk, klik her, eller denne pjece, klik her.
 
Du er også velkommen til at kontakte retten, hvis du vil vide mere om retsmægling.
 
Til top Sidst opdateret: 12-03-2019 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorEmail: herning@domstol.dk