Handlingsplan for Retten i Helsingør 2012
Hvad kom vi i hus med i 2011?
Værdier og leveregler
Vi har gjort os stor umage med at få værdierne til at leve i huset. Arbejdet stopper aldrig, for samfundet og verden omkring os udvikler sig og præsenterer os hele tiden for nye situationer og spørgsmål. Vi er stolte af vores værdier, som har nydt stor anerkendelse også udefra. Vores værdiambassadører holder næsen i sporet og hånden på roret, så vi ikke kommer ud af kurs.
Organisationsændring
Vi slankede vores organisation ved at fjerne en juriststilling, inddrage Anette og Henning i afdelingsledelsen og ændre opgavefordelingen mellem fogedretten, retssekretariatet og det tidligere fællessekretariat, som blev til fællesadministrationen. Vi flyttede om på fogedretten og skifteretten, og flere medarbejdere flyttede afdeling. Det hele forløb planmæssigt i kraft af stor velvilje og imødekommenhed fra alle i huset.
Bunkebekæmpelse og sagsbehandlingstider
Vi fik fjernet bunkerne i fogedretten, så vi nu har et hus, hvor ingen sager ligger og venter på, at komme i gang. Vi fik nedbragt gennemløbstiderne i fogedret og retssekretariat. Vi er ikke i hus i forhold til de landsdækkende måltal, men vi er på vej.
Kvalitet
Vi tog for alvor fat på kvaliteten af vores telefonbetjening. Den er ikke, som den gerne skal være. Det arbejder vi videre med. Vi har haft fokus på behandlingen af arrestanterne i lyset af vores værdier. Det skal falde på plads i 2012.
Kompetenceudvikling
Vi fik gennemført IT-kurser, regional oplæring og skudt gang i erfamøder med Hillerød og Lyngby. Det har givet os inspiration og kompetencer. Ikke alt bliver 100 % succes, men der er altid et udbytte, og det skal vi fokusere på. Stærke og gode kræfter løb de nye erfamøder i gang i september 2011. Vi fik gang i de faglige dage i juristgruppen og så småt i afdelingerne. Nye frø er sået, nu skal kreativiteten få dem til at udvikle sig.
Kommunikation
Vi har fået gang i domsresuméerne på hjemmesiden. Det er en ny vare, som tager tid at producere og få smag for. Vi har idéer til udvikling af hjemmesiden, og Informationsudvalget er et stort aktiv. Vores Kulturnat var en succes, men vi vil mere end det. Verden skal vide, hvem vi er, og hvad vi kan.
Hvad skal ske i 2012?
Sagsbehandlingstider
Danmarks Domstole har som fælles fokus at nedbringe gennemløbstiderne.
Vi vil i 2012 tage nye initiativer for at nærme os de landsdækkende mål. Vi er et hus fyldt med dygtige og erfarne medarbejdere. Hvis vi alle arbejder sammen om at løse opgaven, er der ikke grænser for, hvad vi kan opnå. Vi har vores værdier til at guide os, så vi altid sikrer, at det, vi gør, ikke koster på kvalitet, service og hensynet til vores brugere. Ledergruppen skal i 2012 være ekstra skarp på fordeling af ressourcerne og udbygge evnen til at løfte i flok. Vi har nået store resultater i 2011, så vi ved, at vi er på rette vej. Vi vil sørge for tilbud om lokale IT-kurser til juristerne, så de bliver endnu bedre til at bruge kalendersystemet og sagsbehandlingssystemerne. Vi holder fra 2012 4 årlige udvidede afdelingsmøder i retssekretariatet, hvor alle juristerne inviteres, og hvor vi kan udveksle idéer og indgå konkrete aftaler om indsatsen i forhold til sagsafviklingen.
Sygefravær
I 2012 vil vi fortsat holde øje med vores sygefravær, så vi kan gribe ind med relevante tilbud, hvis vi oplever sygefravær, der er arbejdsbetinget.
Kvalitet
Vores kvalitetsgruppe med deltagere fra afdelingerne og juristgruppen føder løbende idéer til nye tværgående kvalitetsprojekter. Vores projekt med telefonservice vil i 2012 sikre os mere tilfredse brugere. Vi er en myndighed, der er tilgængelig for telefonisk og personlig henvendelse alle hverdage mellem kl. 8.30 og 15.00. Det er forbistret god service i offentlig regi, hvis det virker. Det vil vi sørge for, at det gør.
Kommunikation er et vigtigt fokuspunkt. Taler og skriver vi, så borgerne forstår det, eller fremstår vi som fagnørder uden forbindelse til manden på gulvet. Vi har fået en kontakt med Danmarks Pædagogiske Universitet (PDU), som måske vil starte et treårigt forskningsprojekt for at afdække, hvordan vi kommunikerer med unge i retssystemet. Vi vil også i 2012 overvære møder hos hinanden for at give feedback på kommunikationen. Erfamøderne under regional oplæring er vigtige nye muligheder for at forbedre kvaliteten i forhold til brugerne, for hvem ensartethed og dermed forudsigelighed opleves som kvalitet. Vi vil i 2012 afholde en ny omgang trivselsfrokoster, hvor temaet vil være: idéer til kompetenceudvikling, temadage og faglige dage.
Kommunikation
Vi har i 2012 allerede styrket vores informationsudvalg, som har fået tilført to nye medlemmer, der gerne vil arbejde med hjemmesiden. Der er mange idéer til forbedring og nyhedsindslag. Vi vil i 2012 holde en Åben Hus dag, som ikke er i konkurrence med Kulturnattens mange tilbud og fristelser.
Danmarks Domstole – værdier og mål
Vores værdiambassadører har deltaget i Domstolenes Dag i januar 2012 – og vi har et færdigt program klar til vores lokale temadag den 29. februar. Vi vil bidrage konstruktivt og positivt godt hjulpet på vej af vores eget værdiprojekt.
Forberedelse og implementering af JFS 0,6 og 0,8
Vi er i nogle afdelinger godt i gang med brugen af dokumentarkivet. Vi nedsætter i 2012 en superbrugergruppe med en deltager fra hver afdeling. Gruppen skal sørge for, at vi er med i første vogn og godt forberedt til at tage de nye versioner af JFS i brug. Vi er godt i gang med at korrespondere med brugerne på mail, der hvor det kan betale sig.
Kendetegn og milepæle for 2012:
Grønne lamper, Digitale løsninger, Hjemmeside, Åbent Hus, Ensartethed/ensretning, Telefonkultur, Værdier, Samarbejde på tværs.