For tiden består lejenævnet af:
- Henrik Møller, administrerende sorenskriver, formand´
- Johan Mortensen
- Michael Jensen
Som sekretær fungerer dommerfuldmægtig Peter Flügge.
Lejelovens anvendelsesområde
I henhold til midlertidig bestemmelse for Færøerne nr. 41 af 2. december 1994 om lejeforhold, som senest ændret ved lov nr. 186 af 7. juni 1958 (lejeloven) vedrører loven med visse undtagelser hus eller husrum, der udlejes til beboelse i Tórshavn kommune.
Loven gælder endvidere for aftaler om leje af erhvervs- og forretningslokaler i Tórshavn Kommune.
De kan se loven her
Nævnets opgaver
Lejenævnets virksomhed består hovedsagelig af følgende områder:
- Godkendelse af lejekontrakter vedrørende leje af beboelseslejemål i
Tórshavn kommune
- Behandling af tvister vedrørende opsigelse af lejemål samt lejens størrelse.
- Afgørelse af hvorvidt en efterlevende ægtefælle har ret til at fortsætte
lejemålet
Lejelovgivningen i hovedtræk
Det er et ufravigeligt krav, at lejekontrakter vedrørende hus eller husrum oprettes skriftligt og indsendes til godkendelse i lejenævnet.
Lejer kan inden 14 dage efter modtagelse af en opsigelse forelægge spørgsmålet om gyldigheden af denne for lejenævnet, der vurderer, om der foreligger skellig grund til opsigelsen, jf. lejelovens § 3. Er det ikke tilfældet, er opsigelsen ikke gyldig.
Skellig grund kan ifølge lejelovens § 3 bl.a. være, når ejendommens nedrivning eller ombygning medfører, at det lejede må rømmes, når udlejeren selv ønsker at bebo det lejede eller når lejeren eller hans husstand optræder på en sådan måde, at det er til væsentlig ulempe for ejeren eller ejendommens øvrige beboere.
Såfremt grunden til en opsigelse er udlejers ønske om at forhøje huslejen, kan nævnet erklære opsigelsen ugyldig og samtidig fastsætte en passende husleje. Lejeren kan endvidere anmode lejenævnet om at vurdere, hvorvidt huslejen står i misforhold til det lejedes værdi, jf. § 7 og § 8.
Indsigelser mod ophævelse af lejeaftaler, f.eks. på grund af manglende betaling af husleje, jf. § 6, kan ikke indbringes for lejenævnet. Sådanne indsigelser må almindeligvis forelægges fogedretten eller civilretten til påkendelse.
En efterlevende ægtefælle har som udgangspunkt ret til at forsætte lejemålet.
Bestemmelser i en lejeaftale eller aftaler udlejer og lejer imellem hvorved en lejer giver afkald på rettigheder i henhold til loven er ugyldige, jf. §§ 4 og 5.
Lejeloven indeholder enkelte bestemmelser, §§ 9 og 10, vedrørende leje af erhvervs- og forretningslokaler.
Indbringelse af sag for lejenævnet - godkendelse af lejekontrakt
Lejekontrakten indsendes med anmodning om godkendelse. Oplysning om lejers og udlejers bopæl skal fremgå.
Behandling af tvister
Kopi af lejekontrakten indsendes sammen med en kort og præcis beskrivelse af det forhold, lejenævnet skal tage stilling til.
Enhver form for dokumentation, som klageren ønsker at påberåbe sig, bør medsendes.
Kontakt
Skriftlige henvendelser rettes til:
Lejenævnet for Tórshavn Kommune
C. Pløyensgøta 1
Postboks 28
110 Tórshavn
Telefon: +298 311003 (09.00 - 15.00)
Fax: +298 318313
t-post: post@sorinskrivarin.fo