D O M
afsagt den 11. januar 2011
Rettens nr. (…)
Politiets nr. (…)
Anklagemyndigheden
mod
T
født den (…)
boende (…)
Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 30. maj 2011.
T er tiltalt for overtrædelse af
straffelovens § 123 - (subsidiært straffelovens § 266) - ved lørdag den 1. januar 2011 ca. kl. 16.09 på Færøerne med trussel om vold forulemper, eller som med vold, ulovlig tvang efter § 260, trusler efter § 266 eller på anden strafbar måde at have overfaldet den 17-årige F i anledning af dennes forventede forklaring til politiet eller i retten vedrørende tiltaltes svigersøn S voldsudøvelse tidligere samme dag, idet han ringede til forurettede og blandt andet udtalte: ”Ella koma vit eftir tær”, ”at jeg ved, hvor du bor”, ”at jeg håber, at du ikke lyver for så ender du i fængsel”, og ”Eg skal nokk syrgja fyri, at øll fáa at hoyra hvat tú hevur sagt. Tú skal nokk koma til avhoyringar í morgin. Bíða bara” eller lignende udtalelser fremsat i et truende tonefald, hvorved han fik hende til at afstå fra at rette henvendelse til politiet og her afgive forklaring, samt fremkaldte alvorlig frygt for hendes liv, helbred eller velfærd.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaringer af F, V1 og V2.
Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.
Tiltalte er tidligere straffet:
ved Færøernes rets dom af 30. september 2009 med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget med en prøvetid på 2 år, for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og retsplejelovens § 750.
Rettens bemærkninger:
Det lægges til grund, at tiltalte dagen efter hans svigersøn, S, havde været indblandet i en voldsepisode, som anført i anklageskriftet rettede telefonisk henvendelse til F, som i samme forbindelse havde været udsat for vold.
Det lægges endvidere til grund, at tiltalte herunder er fremkommet med de udtalelser, som fremgår af anklageskriftet.
Tiltaltes udtalelser må forstås som en trussel om at indgive politianmeldelse, såfremt F overfor politiet fastholdt sin opfattelse af, at det var S, der havde udøvet volden mod hende, og er således en overtrædelse af straffelovens § 260, nr. 2.
Efter de afgivne forklaringer, navnlig det af vidnet V2 forklarede, blandt andet om, at F til hende havde sagt, at tiltalte "kunne komme hjem til hende, hvis hun ikke ville tale i telefon med ham", findes det, uanset at F var bange for, at tiltalte ville opsøge hende, overvejende betænkeligt at anse det som bevist, at truslerne har været omfattet af straffelovens § 266.
Straffen fastsættes til 8 dagbøder på hver 500 kr., jf. straffelovens § 123, jf. § 260, nr. 2.
Forvandlingsstraffen fastsættes til fængsel i 8 dage.
Det skal have sit forblivende med hensyn til den ved Færøernes Ret den 30. september 2009 idømte betingede straf på fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 61, stk. 2, nr. 1.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på indholdet og formålet med truslerne, ligesom det er tillagt vægt, at tiltalte ved truslernes fremsættelse var berørt af, at S også selv var blevet udsat for vold, og efterfølgende indlagt på intensiv afdeling.
T H I K E N D E S F O R R E T:
Tiltalte, T, straffes med 8 dagbøder på hver 500 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.
Fuldbyrdelsen af den straf, som tiltalte blev idømt ved Færøernes Rets dom af 30. september 2009, skal forblive udsat.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.