Hop til indhold
domstol.dk

Skoleklasser og andre grupper 

Skoleklasser kan besøge retten på samme måde som alle andre. Praktiske hensyn gør dog, at det er en god idé at ringe og aftale et besøg i forvejen.

Retsmøder er offentlige. Enhver kan derfor komme ind og høre på. Dommeren kan nægte adgang for personer under 15 år, men dette er dog normalt ikke noget problem, hvis der er tale om besøg af en skoleklasse, som ledsages i retten af én eller flere lærere.

Du kan på hjemmesiden - Retslister - se hvilke sager, der er berammet i denne og næste uge.

Alt i retten foregår mundtligt. Det betyder, at tilhørerne nemt kan følge med i, hvad der foregår. Pladsen i retssalen er begrænset. Hvis du kommer med en hel skoleklasse eller en anden stor gruppe, bør du derfor af praktiske grunde træffe aftale med rettens kontor på forhånd. Du kan samtidig - også tidligere end vi offentliggør retslister - få at vide, hvornår der bliver behandlet straffesager, som dine elever kan have udbytte af at overvære.

Et retsmøde kan blive aflyst med kort varsel. Selvom du har lavet aftale med rettens kontor, er det derfor en god ide at ringe igen samme morgen for at høre, om du kan regne med, at retsmødet bliver til noget.

Normalt kan dommeren - og eventuelt også anklageren og/eller forsvareren - efter retsmødet svare på spørgsmål, så du og eleverne kan få forklaring på ting, I muligvis ikke har forstået. I kan også spørge om mere generelle forhold. Dog kan der somme tider være så travlt i retten, at der ikke bliver tid til denne service.

Specielt når en større gruppe overværet et retsmøde, er det selvfølgelig vigtigt, at alle tager hensyn til retssagen, der overværes. Så vidt muligt bør tilhørerne kun komme ind i retslokalet eller forlade det i pauser.

Hvis du har spørgsmål til dette, er du velkommen til at kontakte os.

Til top Sidst opdateret: 10-03-2010 
Retten i EsbjergseperatorDokken 1seperator6700 EsbjergseperatorTelefon: 79136677seperatorFax: 79136674seperatorEmail: esbjerg@domstol.dk