D O M
afsagt den 9. august 2010
Anklagemyndigheden
mod
T
født ...1984
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 31. maj 2010.
T er tiltalt for overtrædelse af
1.
lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. liste A nr. 1
ved den 30. juni 2009 ca. kl. 21.00 i Københavns Lufthavn, Kastrup, i Terminal 2, at have været i besiddelse af 2,010 kg. hash med henblik på videresalg eller overdragelse til en eller flere ukendte
2.
lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. liste A nr. 1
ved den 22. marts 2010 kl. 10.00 på sin bopæl [udeladt], Rønne, at have været i besiddelse af 63,51 gram hash til eget forbrug.
3.
færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1 og 2, samt § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1
ved den 30. april 2010 ca. kl. 16.15 at have ført en varebil af mrk. BMW [udeladt] ad Middelfartvej i Blommenslyst – uden at have sit kørekort hos sig - med en hastighed af ikke under 125 km/t på en strækning, hvor det ved færdselstavle er angivet, at hastigheden ikke må overstige 70 km/t; samt ved at have undladt at efterkomme politiets anvisning om at bringe køretøjet til standsning som følge af hastighedsmålingen.
4.
lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. liste A nr. 1
ved den 30. april 2010 ca. kl. 16.20 i [udeladt], Blommenslyst, at have været i besiddelse af 1,3 gram hash til eget forbrug.
5.
lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. liste A nr. 1
ved den 13. maj 2010 ca. kl. 18.00 i Bornholms Lufthavn, Søndre Landevej 2, Nylars, Rønne, at have været i besiddelse af 0,58 gram hash til eget forbrug.
6.
lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. liste A nr. 1
ved den 18. april 2010 kl. 18.40, på Københavns Hovedbanegård, i forening med [udeladt], hvis sag behandles særskilt, at have været i besiddelse af 800 gram hash med henblik på videresalg eller overdragelse til en eller flere ukendte personer.
7.
lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. liste A nr. 1
ved den 30. juni 2010 kl. 09.15 på sin bopæl,[udeladt], Rønne, at have været i besiddelse af 11,56 gram hash til eget forbrug.
Påstande
Anklagemyndigheden har frafaldet tiltalen i forhold 6.
Anklagemyndigheden har i de øvrige forhold nedlagt påstand om frihedsstraf.
Anklagemyndigheden har for så vidt angår færdselslovsovertrædelserne i forhold 3 nedlagt påstand om bøde.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 2,810 kg hash samt yderligere 63,51 gram hash, 1,3 gram hash, 0,58 gram hash og 11,56 gram hash hos tiltalte, samt 1 stk. pesolavægt, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.
Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3.
Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 2, 3, 4, 5 og 7, men nægtet sig skyldig i forhold 1. Tiltalte har taget bekræftende til genmæle overfor påstanden om konfiskation.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne V1, V2 samt V3. Forklaringerne gengives ikke, jf. retsplejelovens § 218a, stk. 4.
Der har for retten været afspillet overvågningsvideo.
Tiltalte er tidligere straffet senest
ved Retten i Odenses udeblivelsesdom af 23. februar 2007 efter straffelovens § 124, stk. 3 med 4 dagbøder a 125 kr. og
ved Retten på Bornholms dom af 8. september 2008 efter våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, jf. § 2, liste A, nr. 1, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1 med fængsel i 30 dage. Prøvetid 2 år. 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen. Konfiskation af pistol, mrk. Seibslade, pistol "Leon" nr. 27233 kaliber 7,65 og hashjoint. Ved Retten i Odenses kendelse af 25. juni 2009 er tilsynsperioden forlænget til 1 år fra kendelsens dato.
Kriminalforsorgen har udarbejdet en udtalelse af 2. juni 2010 om tiltalte.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i forhold 2, 3, 4, 5 og 7. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i disse forhold.
Ad forhold 1: Efter de af V1 og V2 afgivne vidneforklaringer sammenholdt med overvågningsoptagelsernes indhold, finder retten det bevist, at tiltalt har været i besiddelse af plastposen indeholdende de opmålte 2.010 gram hash. Henset til navnlig mængden af hash, finder retten det tillige bevist, at tiltalte har været i besiddelse af hashen med henblik på videresalg eller overdragelse som anført i anklageskriftet. Tiltalte findes derfor skyldig i forhold 1.
ad forhold 6: Da anklagemyndigheden har frafaldet forfølgningen i dette forhold frifindes tiltalte i dette forhold, jf. retsplejelovens § 883, stk. 2, nr. 2.
Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. liste A, nr. 1.
I medfør af færdselslovens § 118a, jf. § 118, jf. § 4, stk. 1 og 2, samt § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1 skal tiltalte betale en bøde på 4.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.
Fængselsstraffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 2. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 80 timer. Retten har ved straffens fastsættelse som betinget lagt vægt på den betydelige tid, der er forløbet siden forhold 1 blev begået, samt at tiltalte i det forløbne år har fået mere strukturerede og iøvrigt gode personlige forhold.
Tiltalte har i forhold 3 ført motordrevet køretøj med en sådan hastighed, at førerretten skal frakendes ham. Tiltalte beholder dog førretten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet kørertøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham, jf. færdselslovens § 125, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3.
Den betingede frakendelse af førerretten medfører, at tiltalte skal bestå en kontrollerende køreprøve, jf. færdselslovens § 60, stk. 3.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.
Thi kendes for ret:
T skal straffes med fængsel i 4 måneder.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:
1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
2. Tiltalte skal inden for en længstetid på 1 år fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 80 timer.
3. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Prøvetiden ophører dog ved længstetidens udløb.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 4.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 8 dage.
Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, der kræver kørekort.
Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke igen inden for 3 år fra endelig dom fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham.
Hos tiltalte konfiskeres 2,810 kg hash samt yderligere 63,51 gram hash, 1,3 gram hash og 0,58 gram hash og en pesolavægt.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 6.800 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat A.