Hop til indhold
domstol.dk

Retten på Bornholms dom af 8.februar 2010 
11-02-2010 

22-årig dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer i relation til amfetamin og ecstacy.


 

D O M

afsagt den 8. februar 2010

 

Anklagemyndigheden

mod

T

født ...1987

 

Denne sag er behandlet som tilståelsessag.

Retsmødebegæring er modtaget den 14. januar 2010.

T er tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. liste B nr. 13 og B nr. 95, ved på et ikke nærmere angivet tidspunkt i juni 2009 på Hoffmann Kollegiet, Nordre Kystvej 32, i Rønne, af [udeladt], hvis sag er afgjort særskilt, at have købt 30 gram amfetamin og 20 stk. ecstasy-piller med henblik på dels eget brug dels videreoverdragelse til andre.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte har erkendt sig skyldig, og har afgivet forklaring, der underbygger tilståelsen.

Tiltalte er straffet, senest

ved retten på Bornholm, den 17. september 2009 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 2, jf. sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. liste B, nr. 74, med bøde på 2.000 kr.

Der er udarbejdet en personundersøgelse vedrørende tiltalte.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. liste B nr. 13 og B nr. 95.

Straffen skal dog ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 2. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 60 timer.

Thi kendes for ret:

T skal straffes med fængsel i 3 måneder.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:

1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.

2. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 60 timer.

3. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Prøvetiden ophører dog ved længstetidens udløb.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

 

 

 

Til top Sidst opdateret: 11-02-2010 
Retten på BornholmseperatorDamgade 4Aseperator3700 RønneseperatorTelefon: 56950145seperatorFax: 56950245seperatorEmail: bornholm@domstol.dk