Hop til indhold
domstol.dk

Retten på Bornholms dom af 8.december 2010 (d) 
14-12-2010 

Fængsel i 3 måneder for vold


 

D O M

afsagt den 8. december 2010

Anklagemyndigheden

mod

T

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den .

T er tiltalt for

1.

vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1

ved den 6. november 2010 ca. kl. 04.00 på [...] Rønne , at have tildelt [...] 1 knytnæveslag i ansigtet, hvorved [...]s læbe flækkede.

2.

vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1

ved den 6 november 2010 ca. kl. 04.10 på [...] i Rønne at have tildelt [...] flere knytnæveslag i ansigtet og baghovedet, hvorved [...] fik en ca. 2 cm lang flænge under højre øje, bule/hævelse på venstre side af hovedet samt en tandskade.

3.

trusler efter straffelovens § 266

ved den 6. november 2010 ca. kl. 04.10 på [...] i Rønne at have sagt til [...] og [...], at tiltalte ville komme efter dem, og at de ville få "bank", hvilket var egnet til hos [...] og [...] at fremkalde alvorlig frygt for deres liv eller helbred.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 1 og 3. Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 2, dog således at tiltalte nægter, at have afgivet slag mod forurettedes baghovede.

F2 har påstået, at tiltalte skal betale 795,94 kr. i erstatning og taget forbehold for yderligere erstatningskrav.

Tiltalte har anerkendt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen, jf. retsplejelovens § 218a, stk. 4, jf. § 711, stk. 1.

Der er endvidere afgivet forklaring af vidnerne F1, F2, V1, V2 og V3. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen, jf. retsplejelovens § 218a, stk. 4, jf. § 711, stk. 1.

F1 henvendte sig den 6. november 2010 på skadestuen. Det fremgår bl.a. af politiattesten følgende:

[...]

F2 henvendte sig den 6. november 2010 på skadestuen. Det fremgår bl.a. af politiattesten følgende:

[...]

 

Tiltalte er tidligere straffet

ved Rønne rets dom af 16. januar 1997 efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247 og § 291, stk. 1, med en fællesstraf af fængsel i 7 måneder. Prøveløsladt den 11. juli 1997 med 2 års prøvetid og 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen. Reststraf 72 dage.

ved Rønne rets betingede dom af 13. december 1999 efter straffelovens § 244, jf. § 21, og restaurationslovens § 32, stk. 1, med fængsel i 30 dage og en prøvetid på 2 år.

ved Rønne rets dom af 19. juli 2004 efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, med fængsel i 3 måneder. Prøveløsladt den 29. oktober 2004 med 2 års prøvetid. Reststraf 32 dage.

ved Bornholms rets dom af 26. februar 2008 efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1 med fængsel i 40 dage.

ved Bornholms rets dom af 26. september 2008 efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk 1 med fængsel i 60 dage.

ved Bornholms rets dom af 10. marts 2009 efter straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1 jf. straffelovens § 119, stk. 3, jf. retsplejelovens § 750, jf. færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1 med 6 dagbøder hver på 500 kr., i alt 3.000 kr.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, [...]

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 6. november 2010 til den 8. december 2010.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter bevisførelsen, herunder navnlig den af F1 afgivne sikre og troværdige forklaring sammenholdt med de foreliggende resultater af de lægelige undersøgelser af forurettede, finder retten det bevist, at tiltalte i forhold 1 er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Ved tiltaltes erkendelse sammenholdt med bevisførelsen i øvrigt finder retten det bevist, at tiltalte slog forurettede i forhold 2 flere gange i ansigtet med knyttet hånd. Det findes ikke mod tiltaltes benægtelse bevist, at tiltalte tillige slog mod forurettede baghovede. Tiltalte frifindes derfor for at have tildelt slag mod baghovedet, men findes i øvrigt skyldig i forhold 2.

Efter bevisførelsen finder retten ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse det bevist, at tiltalte fremsatte trusler som angivet i forhold 3. Tiltalte frifindes derfor for forhold 3.

Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1.

Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på forholdets karakter, samt at tiltalte gentagne gange tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.

Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret:

Tiltalte skal straffes med fængsel i 3 måneder.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 8.500 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat A2, samt et tillagt salær på 1.950 kr. + moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat A2.

Tiltalte skal inden 14 dage til F2, betale 795,94 kr. med tillæg af procesrente fra dommens dato.

 

 

 

 

Til top Sidst opdateret: 14-12-2010 
Retten på BornholmseperatorDamgade 4Aseperator3700 RønneseperatorTelefon: 56950145seperatorFax: 56950245seperatorEmail: bornholm@domstol.dk