D O M
afsagt den 8.Juli 2009
Anklagemyndigheden
mod
T
Denne sag er behandlet som tilståelsessag.
Retsmødebegæring er modtaget den .
T er tiltalt for overtrædelse af
straffelovens § 124, stk. 1,
ved i tiden fra den 26. marts 2009 ca. kl. 08.50 og frem til den 13. april 2009, ca. kl. 15.20, at være undveget fra Horserød Statsfængsel, Esrumvej 367 i Helsingør, hvor han var indsat til afsoning.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Tiltalte har erkendt sig skyldig, men påstået strafbortfald i medfør af strafelovens § 83.
Tiltalte har afgivet forklaring. Forklaringen, der underbygger tilståelsen, er gengivet i retsbogen.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret [udeladt]
Tiltalte er tidligere straffet
ved Rønne rets dom af 9. november 2005 efter straffelovens § 172, jf. § 171, og § 124, stk. 1, med fængsel i 50 dage.
ved Østre Landsrets ankedom af 14. januar 2009 efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, § 266, og færdselslovens § 117a, stk. 2, nr. 2 samt § 117, jf. § 53, stk. 1, med fængsel i 8 måneder. Førerretten frakendt i 10 år fra den 14. januar 2009.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. straffelovens § 124, stk. 1.
Retten finder ikke, at der foreligger oplysninger om omstændigheder, der kan begrunde, at straffen bør nedsættes eller bortfalde.
Retten har ved strafudmålingen navnlig lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.
Thi kendes for ret:
Tiltalte skal straffes med fængsel i 40 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 3.200 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat A.