Hop til indhold
domstol.dk

Retten på Bornholms dom af 7.september 2010 
14-09-2010 

53-årig mand idømt 20 dages fængsel for vold mod samlever.

 

 

 
 

D O M

 

afsagt den 7. september 2010

 

 

Anklagemyndigheden

mod

T

født 1957

 

 

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

 

Anklageskrift er modtaget den 17. august 2010.

 

T er tiltalt for overtrædelse af overtrædelse af straffelovens § 244, ved den 30. juli 2010 ca. kl. 17.30 på … i Rønne, at have skubbet F en gang i brystet, hvorved hun faldt bagover samt skubbet F en gang i ryggen, hvorved hun faldt forover og brækkede næsen.

 

Påstande

 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

 

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

 

Sagens oplysninger

 

Der blev afgivet forklaring af tiltalte og vidnet F. I medfør af retsplejelovens § 218a, stk. 4, jf. § 711, stk. 1, er forklaringerne lydoptaget og gengives ikke i dommen.

 

Af politiattest af 4. august 2010, fremgår blandt andet:

 

[udeladt]

 

Der er under sagen endvidere fremlagt 12 farvefotografier af forurettede.

 

Tiltalte er straffet ikke tidligere straffet af betydning for sagen.

 

Rettens begrundelse og afgørelse

 

Tiltalte har erkendt, at han på det i anklageskriftet anførte tidspunkt og sted skubbede forurettede to gange, samt at forurettede efter det andet skub faldt omkuld på gulvet. Tiltalte har forklaret, at han efterfølgende kunne konstatere, at der, der, hvor forurettede var faldet omkuld, lå blod på gulvet.

 

Ved forurettedes forklaring, må det lægges til grund, at forurettede ved faldet pådrog sig ikke uvæsentlige skader, herunder blødninger fra næseregionen.

 

På denne baggrund, og idet det bemærkes, at retten efter det fremkomne, ikke finder grundlag for at henføre tiltaltes voldshandlinger under straffelovens § 13, finder retten det bevist, at tiltalte på det i anklageskriftet anførte tidspunkt og sted har udøvet vold mod forurettede, hvorved forurettede blev påført ikke uvæsentlige skader, herunder blødninger fra næseregionen.

 

Straffen fastsættes til fængsel i 20 dage, jf. straffelovens § 244.

 

Retten har ved straffens udmåling lagt vægt på forholdets karakter og omstændighederne for voldens udøvelse, herunder de skader, som forurettede er blevet påført ved tiltaltes voldshandlinger.

 

Retten tager erstatningspåstanden, overfor hvilken tiltalte har taget bekræftende til genmæle, til følge som nedenfor bestemt. 

 

Thi kendes for ret:

 

Tiltalte T straffes med fængsel i 20 dage.

 

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder­­­ 4.600 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat A.

 

Tiltalte skal inden 14 dage til F, betale 480 kr. med tillæg af procesrente fra dommens dato.

 

 

 

 

 

Til top Sidst opdateret: 14-09-2010 
Retten på BornholmseperatorDamgade 4Aseperator3700 RønneseperatorTelefon: 56950145seperatorFax: 56950245seperatorEmail: bornholm@domstol.dk