D O M
afsagt den 7. januar 2010
Anklagemyndigheden
mod
T
født ...1991
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 8. december 2009.
T er tiltalt for overtrædelse af
1.
vold efter straffelovens § 244
ved den 14. november 2009 ca. kl. 01.20 på Krystalcaféen, Krystalgade 20 i Rønne at have skubbet F1 flere gange i brystet, hvorved denne væltede omkuld på gulvet.
2.
vold efter straffelovens § 244
ved den 14. november 2009 ca. kl. 01.20 på Krystalcaféen – i umiddelbar forlængelse af det under forhold 1 beskrevne forløb - at have nikket F2 en skalle i ansigtet.
3.
legemsangreb af særlig rå og brutal karakter efter straffelovens § 245, stk. 1
ved den 14. november 2009 ca. kl. 04.50 ved "Torvets pølsebar", Store Torv, Rønne, at have tildelt F3 et eller flere slag i ansigtet med knyttet hånd og et slag i ansigtet med en flaske.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf.
Tiltalte har erkendt i sig skyldig i forhold 1 og 2, men nægtet sig skyldig i forhold 3.
Der er ikke nedlagt påstande om erstatning.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne V1 - V5. Forklaringerne gengives ikke, jf. retsplejelovens § 33a.
Der er fremlagt politiattester vedrørende de forurettede i forhold 2 og 3.
Tiltalte er straffet er ikke tidligere straffet af betydning for denne sag.
Kriminalforsorgen har udarbejdet en personundersøgelse vedrørende tiltalte.
Rettens begrundelse og afgørelse
Ad forhold 1 og 2:
Tiltalte har erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Henset til tilståelsen og vidneforklaringerne i disse forhold samt optagelsen fra overvågningskameraet, lægger retten til grund som bevist, at tiltalte er skyldig i disse forhold.
Ad forhold 3:
Efter de afgivne vidneforklaringer finder retten at måtte lægge til grund, at der på grund af tiltaltes og dennes gruppes opførsel og en heraffølgende ordveksling med forurettede opstod en tumult mellem tiltalte og forurettede, hvorunder tiltalte har slået forurettede med et knytnæveslag i ansigtet. Retten finder det derimod ikke med den for en domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte ved slaget eller herudover har slået forurettede med en flaske. På denne baggrund findes tiltalen i forhold 3 alene at måtte henføres under straffelovens § 244. Herefter, og da tiltaltes knytnæveslag ikke i situationen kan anses for udøvet i nødværge, findes tiltalte i forhold 3 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have tildelt forurettede et knytnæveslag i ansigtet.
Straffen fastsættes til fængsel i 50 dage, jf. straffelovens § 244.
Retten har ved straffens fastsættelse taget hensyn til, at volden er udøvet på restauration eller steder, der må sidestilles hermed. Retten har endvidere taget hensyn til, at den i forhold 3 anførte vold er udøvet i forbindelse med en ophidset ordveksling mellem tiltalte og forurettede.
2 dommere finder under hensyntagen til tiltaltes personlige forhold ikke, at straffen skal fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 2. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 60 timer.
1 dommer finder under hensyntagen til voldens karakter og omfang, herunder, at tiltalte er fundet skyldig i to adskilte voldsepisoder samme nat, ikke grundlag for at fravige det faste udgangspunkt, hvorefter vold straffes med ubetinget fængsel. Denne dommer finder heller ikke i oplysningerne om tiltaltes personlige forhold tilstrækkeligt grundlag for at fravige dette faste udgangspunkt.
Der afsiges dom i overensstemmelse med stemmeflertallet.
Thi kendes for ret:
T skal straffes med fængsel i 50 dage.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:
Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 60 timer.
Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Prøvetiden ophører dog ved længstetidens udløb.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 6.800 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat A.