D O M
afsagt den 5. oktober 2011
Rettens nr...
Politiets nr. ...
Anklagemyndigheden
mod
T
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den .
er tiltalt for overtrædelse af
1.
straffelovens § 266,
ved den 25. juli 2011 ca. kl. 19.15 at have ringet til F og truet hende ved at indtale følgende besked: "Husk lige du skal skrive dit testamente, for jeg har mistet tålmodigheden. Og det pis, du er i gang med nu, gider vi bare slet ikke. Så skriv lige dit testamente. Og du ved ikke, hvornår jeg kommer, og du opdager det slet ikke. Så er du færdig!", eller lignende, hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for F's liv.
2.
våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, samt våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 21, stk. 1-3,
ved den 3. august 2011 ca. kl. 10.50 på sin bopæl, ... i Rønne, uden politiets tilladelse og under skærpende omstændigheder at have besiddet en revolver, cal. 22, et haglgevær, cal. 12, otte patroner, cal. 22, otte haglpatroner, cal. 12, samt fire patroner, cal. 762, samt at have undladt at opbevare våbnene og ammunitionen forsvarligt.
3.
lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. bilag 1, liste A, nr. 1,
ved den 3. august 2011 ca. kl. 10.50 på ... i Rønne, at have været i besiddelse af 27 friske hampplanter med en samlet vægt på 8,5 kg, 2,2 kg tørre hamp og 6 gram løs hamp/klargjort pot-tobak, med henblik på hel eller delvis videreoverdragelse.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af revolver, et haglgevær, 20 patroner samt 2,2 kg tørret hamp, 27 hampplanter og 6 gram løs hamp/klargjort pot-tobak hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Tiltalte erkendte sig skyldig i forhold 1, ved at have ringet til forurettede, men kan ikke huske, hvad han har sagt til forurettede. Tiltalte erkendte sig skyldig i forhold 2, men nægter, at der er tale om skærpende omstændigheder. Tiltalte erkendte sig skyldig i forhold 3.
Tiltalte har taget bekræftende til genmæle overfor den nedlagte påstand om konfiskation.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne F og politiassistent V.
Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Af kriminalteknisk erklæring af 29. august 2011, fremlagt som forhold 2 bilag 5 fremgår blandt andet:
"
Ad KT 1 - koster nr. 1
Revolver mærket "Defender 89" i kaliber .22 Short. Der er på våbnet ikke konstateret yderligere inskriptioner som kan anvendes til at fastlægge fremstillingsland. Ved prøveskydningen fungerede revolverern ikke som på normal vis. Se vedlagte våbenrapport.
Ad KT 2, - koster nr. 2
8 patroner i kaliner .22 long rifle. Patronerne er fremstillet i Tyskland af fa. SK Jagel und Sportsmunition. Patronerne kan ikke optages og anvedes i revolveren KT 1 på grund af patronhylsterets længde.
Ad KT 3 - koster nr. 3
Tysk haglgevær i kaliber 12/70 mm 7 af fa. SIMSON. Haglegeværet er dobbeltløbet af side by side typen. Ved prøveskydningen funktionerede haglgeværet som på normal vis. Se vedlagte våbenrapport.
Ad KT 4 - koster nr. 4
I alt 8 haglpatroner i kaliber 12/70 mm. 7 af disse er af mærket GYTTORP med stålhaglsladning på 32 gram i haglstørrelse 5 - svarende til ca. 3 mm. 1 patron af mærket KENT med stålhaglsladning på 32 gram i haglstørrelse 3 - svarende til ca 3,5 mm.
Haglpatronerne kan alle optages og anvendes i haglgeværet KT 3.
.......................................
Vurdering
Revolveren, haglgeværet og de skarpe patroner er omfattet af forbudet i Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 704 af 22. juni 2009 med senere ændringer; Lov om våben og eksplosivstoffer § 2, stk. 1, jf. §1, stk. 1, nr. 1 og nr. 3."
Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han bor alene sammen med sin hund på den ejendom han tidligere ejede i fællesskab med forurettede. Tiltalte har fået tilkendt førtidspension pr. 1. april 2011 p.g.a. kronisk leverbetændelse og dårlige lunger. Tiltalte har tidligere arbejdet som skorstensfejer.
Rettens begrundelse og afgørelse
Ad forhold 1) Efter de afgivne forklaringer, herunder tiltaltes egen erkendelse af at have ringet til forurettede, findes det bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale.
Ad forhold 2) Efter tiltaltes egen forklaring, hvorefter han erkender besiddelse af våbenene og ammunition, og efter omstændighederne hvorunder våben og ammunition blev fundet, dels i et uaflåst skab og dels frit fremme, samt efter det i øvrigt foreliggende findes det bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale. Henset til at der er tale om to våben, der kan affyres - omend pistolen havde funktionsfejl- og henset til, at der tillige fandtes ammunition til det ene våben, samt til at våbenene og ammunitionen blev opbevaret på uforsvarlig vis, finder retten, at der foreligger skærpende omstændigheder.
Ad forhold 3) Efter tiltaltes egen erkendelse, der understøttes af det i øvrigt foreliggende, findes det bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale.
Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder, jf. straffelovens § 266, våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, samt våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 21, stk. 1-3, og lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. bilag 1, liste A, nr. 1.
Retten har lagt vægt på at overtrædelsen af straffelovens § 266 vedrører et forhold, der udspringer af en konflikt mellem tidligere samboende og på at overtrædelsen af våbenloven er sket under skærpende omstændigheder samt på mængden af hampplanter og tørret hamp, der blev fundet hos tiltalte.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Thi kendes for ret:
Tiltalte T skal straffes med fængsel i 8 måneder.
Hos tiltalte konfiskeres en revolver, et haglgevær, 20 patroner samt 2,2 kg tørret hamp, 27 hampplanter og 6 gram løs hamp/klargjort pot-tobak.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 5.000,00 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat ....