D O M
afsagt den 5. maj 2011
Rettens nr. ...
Politiets nr. ...
Anklagemyndigheden
mod
T
cpr-nummer ..0384-....
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 8. april 2011.
T er tiltalt for
1. (1)
forsøg på tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 21,
ved den 31. december 2009 mellem ca. kl. 20.00 og 23.00 i forening med T2, hvis sag er afgjort, at være brudt ind i Knudsker Idrætsforenings klubhus, Åkirkebyvej 138 i Rønne, med hensigt at stjæle noget af værdi, men alarmen blev aktiveret, hvorefter de forlod stedet.
2. (2)
tyveri efter straffelovens § 276,
ved den 31. december 2009 til den 1. januar 2010 i forening med T3, hvis sag er afgjort, at være brudt ind i en lejlighed beliggende ... .. i Rønne og stjålet en computer, 3 par solbriller, en lampe samt diverse smykker til en samlet værdi af 18.800 kr.
3. (3-5, 7-9)
tyveri efter straffelovens § 276,
ved fra den 31. december 2009 til den 1. januar 2010 i forening med T3, hvis sag er afgjort, at være brudt ind i haveforeningen Fælleshåb, hus nr. .., .., .., .., .. og .., .... i Rønne og herfra stjålet væglysestager, messingskibsklokke, høreværn, køkkenknive, golfkøller, nøgler, film, cd'er og værktøj alt sammen til en samlet værdi af 4.350 kr.
4. (6)
forsøg på brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293a, jf. § 21,
ved fra den 31. december 2009 til den 1. januar 2010 i forening med T3, hvis sag er afgjort, med henblik på uberettiget kørsel i varebil, reg.nr. ...., der var parkeret ud for Haveforeningen Fælleshåb, Vibehaven 33, hus nr. 97, i Rønne, at have knust en siderude og herefter med en stjålet nøgle forgæves at have forsøgt at starte varebilen, hvilket mislykkedes.
5. (14)
overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 42, stk. 1, nr. 1,
ved den 17. februar 2010 ca. kl. 09.00 at have ført varebil, reg.nr. .... ad Tietgensgade 31 i København med mindst 59 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t.
6. (15)
overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 42, stk. 1, nr. 1,
ved den 19. april 2010 ca. kl. 10.50 at have ført varebil, reg.nr. .... ad Slotsherrensvej 112 i Vanløse med mindst 66 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 30% af den tilladte hastighed.
7. (10-12)
overtrædelse af færdselslovens § 117, jf. § 54, stk. 1, § 118, jf. § 55a, § 117d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1,
ved den 13. december 2010 ca. kl. 19.00 at have ført varebil, reg.nr. .... ad Gyldenløvesgade, København V, efter at have indtaget amfetamin i et sådant omfang, at indholdet af den aktive komponent for det pågældende stof i blodet under eller efter kørslen oversteg bagatelgrænsen for det pågældende stof samt have benyttet mobiltelefon under kørslen og uden at medbringe kørekort.
8. (13)
overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3,
ved den 13. december 2010 ca. kl. 19.00 i en varebil, reg.nr. .... ad Gyldenløvesgade, København V, at have været i besiddelse af en metalæske indeholdende snifferør og "cuttekort" med rester af amfetamin samt 1,26 gram amfetamin til eget brug.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af snifferør, cuttekort og 1,26 gram amfetamin hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Anklagemyndigheden har endvidere påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 9, jf. stk. 5.
Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 1-4, og erkendt sig skyldig i forhold 5-8.
Bornholms Brandforsikring A/S har påstået, at tiltalte skal betale 18.817,20 kr. i erstatning.
Købstædernes Forsikring har påstået, at tiltalte skal betale 9.414 kr. i erstatning.
F har påstået, at tiltalte skal betale 4.500 kr. i erstatning.
Tiltalte har nægtet erstatningspligten.
Tiltalte har bestridt erstatningskravenes størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte, der dog ikke har ønsket at udtale sig om de ikke erkendte forhold 1-4.
Der er afgivet forklaring vidnerne T2 og af V.
Vidnet T3, der er tiltaltes broder, har ikke ønsket at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 171.
Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Ad forhold 7:
Der blev den 13. december 2010 kl. 20.08 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der påvist amfetamin med en koncentration over bagatel-grænsen.
Tiltalte er ikke straffet af betydning for sagen.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har ansættelse hos .... Hans indtægt er gået noget ned, idet han nu har udbetalt ca. 6.000,00 kr. pr. måned. Han har tidligere tjent væsentlig mere, og kan bekræfte at det godt kan passe, som anført af SKAT, at hans bruttoindtægt i 2010 var ca. 240.000 kr. årligt, og at han også tjente godt i 2009, men at han ikke kan sige hvor meget. Reelt er han p.t. uden fast bopæl og bor lidt rundt omkring hos venner. Dette har stået på i ca. 1½ år. Tiltalte oplyser, at han mest opholder sig i København.
Rettens begrundelse og afgørelse
Ad forhold 1) Efter det af vidnet T2 forklarede om at vidnet har været sammen med tiltalte ved indbruddet samt det i øvrigt foreliggende, finder retten, at det er bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale.
Ad forhold 2) Efter det af vidnet T2 forklarede om, at han kort tid efter indbruddet af tiltalte selv og af T3 har fået oplyst, at tiltalte og T3 havde begået indbruddet, og efter det i øvrigt foreliggende finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale.
Ad forhold 3) En dommer og en domsmand finder, at der, sådan som sagen er oplyst, ikke er ført det til domfældelse tilstrækkelige bevis, hvorfor de stemmer for at tiltalte frifindes for den rejste tiltale.
En domsmand finder, at det med den foreliggende DNA-erklæring sammenholdt med den af vidnet Vafgivne forklaring om at have set to personer i området på det pågældende tidspunkt, er bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale. Der afsiges dom efter stemmeflertallet.
Ad forhold 4) Der er enighed om, at der ikke er ført det for domfældelse tilstrækkelig bevis, hvorfor tiltalte frifindes for den rejste tiltale.
Ad forhold 5-8) Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i den rejste tiltale i forhold 5-8. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale i forhold 5-8.
Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 285, jf. § 276, jf. til dels § 21.
Tiltalte idømmes en bøde på 6.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, og en bøde på 8.000 kr., jf. færdselslovens § 118, jf. § 42, stk. 1, nr. 1, og § 117, jf. § 54, stk. 1, § 118, jf. § 55a, § 55a, § 117d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, jf. § 118a, stk. 4.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.
Retten har lagt vægt på at tiltalte ikke tidligere er straffet af betydning for sagen. Retten har ikke fundet, at der var grundlag for at nedsætte bødernes størrelse.
Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort. Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 9, jf. stk. 5.
Den betingede frakendelse af førerretten medfører, at tiltalte skal bestå en kontrollerende køreprøve og gennemføre et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus), jf. færdselslovens § 60, stk. 3.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Efter retsformandens bestemmelse udskydes behandlingen af erstatningsspørgsmålet vedrørende forhold 1 til eventuelt senere afgørelse.
Retten tager erstatningspåstanden vedrørende forhold 2 til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret:
Tiltalte T skal straffes med fængsel i 60 dage.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:
1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
Tiltalte skal betale en samlet bøde på 14.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.
Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, der kræver kørekort.
Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke igen inden for 3 år fra endelig dom fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham.
Hos tiltalte konfiskeres snifferør, cuttekort og 1,26 gram amfetamin.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 9.100 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat ....
Tiltalte skal inden 14 dage til Købstædernes Forsikring, Grønningen 1, 1270 København K, betale 9.414 kr. med tillæg af procesrente fra dommens dato (skadenr. 160311).
Sagen har været anket til Østre Landsret, der har stadfæstet dommen, men hævet den betingede del af straffen til fængsel i 3 måneder.