D O M
afsagt den 27. november 2009.
Anklagemyndigheden
mod
T
født ... 1989
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 29. oktober 2009.
T er tiltalt for
legemsangreb af særlig farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1,
ved fredag den 4. september 2009 omkring kl. 02.19 i Krystal Cafeen, Krystalgade 20 i Rønne, at have slået en flaske mod Fs baghoved, hvorved han pådrog sig en ca. 4 cm lang flænge, der måtte syes med 6 sting.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.
Tiltalte har påstået straffrihed, jf. straffelovens § 13, stk. 2, subsidiært § 13, stk. 1.
En påstand om erstatning er ikke taget under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992.
Sagens oplysninger
Tiltalte har i et retsmøde den 19. oktober 2009 forklaret følgende:
[udeladt]
Der er under hovedforklaringen afgivet yderligere forklaring af tiltalte og forklaring af V1 og V2. Forklaringerne gengives ikke, jf. retsplejelovens § 33a.
Der er under hovedforhandlingen afspillet optagelser fra overvågningskameraer på værtshuset.
Der har været fremlagt politiattest vedrørende forurettede.
Kriminalforsorgen har udarbejdet en personundersøgelse af tiltalte.
Rettens begrundelse og afgørelse
Det er ubestridt, at tiltalte har slået forurettede i baghovedet med en flaske, som angivet i den rejste tiltale.
Efter bevisførelsen, herunder navnlig de foreviste optagelser fra overvågningskameraer på værtshuset samt ved vidneforklaringen afgivet af V2, finder retten det bevist, at tiltalte slog forurettede med flasken, efter at situationen mellem forurettede og tiltaltes veninde, som tiltalte angiveligt ville hjælpe, var ophørt. Tiltaltes angreb på forurettede findes derfor ikke at kunne anses for straffri efter straffelovens § 13, stk. 1 eller stk. 2.
Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. straffelovens § 245, stk. 1.
Straffen skal imidlertid ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 2. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 60 timer.
Retten har ved straffens udmåling som betinget lagt vægt på tiltaltes gode personlige forhold, herunder at tiltalte ikke tidligere er straffet. Henset til lovovertrædelsens karakter, findes straffen dog ikke at kunne gøres betinget uden vilkår om samfundstjeneste.
Thi kendes for ret:
T skal straffes med fængsel i 40 dage.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:
1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
2. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 60 timer.
3. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Prøvetiden ophører dog ved længstetidens udløb.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 4.300 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat A.