D O M
afsagt den 26. maj 2009
Rettens nr. 1-232/2009
...
Anklagemyndigheden
mod
T
...
3770 Allinge
Anklageskrift er modtaget den .
T er tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 117, jf. § 53, stk. 1, spirituskørsel, ved den 1. april 2009 omkring kl. 17:45 at have ført personbil ... ad Nørregade ud for nr. 43 i Allinge, efter at have indtaget spiritus i sådant et omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.
Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. § 128.
T har erkendt sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringen gengives ikke, jf. retsplejelovens § 33a.
Der blev den 1. april 2009 kl. 18.05 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 2,25 promille alkohol.
Tiltaltes kørekort har været inddraget af politiet fra den 1. april 2009.
Kriminalforsorgen har foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold og har i § 808-erklæring af 6. maj 2009 anført, at da sigtedes skønnes at have et mindre alkoholmisbrug og i øvrigt er motiveret for at gå i behandlng, finder man sigtede egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om tilsyn og alkoholistbehandling i 1 år.
Tiltalte har forklaret om sine personlige forhold, at hun har været i alkoholistbehandling en gang tidligere. Hun går nu hos en misbrugskonsulent en gang ugentligt. Tiltalte vil være indstillet på at undergive sig behandling mod alkoholmisbrug. Tiltalte havde på gerningstidspunktet en månedlig indkomst fra A-kassen på 12-13.000 kr.
Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 20 dage, jf. færdselslovens § 117§ 53, stk. 1.
Tiltalte har erklæret sig villig til at indgå i en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling.
Da tiltalte efter Kriminalforsorgens erklæring må anses for egnet hertil, gøres dommen betinget som anført nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2, og § 57, stk. 1, nr. 5.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 6.000 kr., jf. § straffelovens 58, stk. 2.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 3 år fra den 1. april 2009, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. § 128.
Thi kendes for ret:
T skal straffes med fængsel i 20 dage.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:
1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
2. Tiltalte skal i et år være under tilsyn af Kriminalforsorgen og skal efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelser i denne periode undergive sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling
Tiltalte skal betale en samlet bøde på 6.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.
Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort i 3 år fra den 1. april 2009.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.