D O M
afsagt den 22. oktober 2009
Anklagemyndigheden
mod
T
Denne sag er behandlet som tilståelsessag.
Retsmødebegæring er modtaget den 21. september 2009.
T er tiltalt for overtrædelse af
bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2,
ved den 20. maj 2008 under afsoning i Statsfængslet ved Horserød, Esrumvej 367, Horserød, Helsingør, at have indsmuglet 100 gram hash med delvis videresalg for øje.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 40,2 gram hash hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Tiltalte har erkendt sig skyldig og taget bekræftende til genmæle overfor konfiskationspåstanden.
Sagens oplysninger
Tiltalte har afgivet forklaring, der underbygger tilståelsen.
Tiltalte er senest straffet
ved Svendborg rets dom af 29. oktober 2008 efter straffelovens § 119, stk. 1, med en fællesstraf af fængsel i 7 måneder, heraf 4 måneder betinget med en prøvetid på 1 år samt undergive sig tilsyn af Kriminalforsorgen med vilkår.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til en tillægsstraf af fængsel i 30 dage, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. liste A, nr. 1, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 2, jf. straffelovens § 89.
Retten har lagt vægt på forholdets karakter, samt på at tiltalte tidligere er straffet.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Thi kendes for ret:
Tiltalte idømmes en tillægsstraf af fængsel i 30 dage.
Hos tiltalte konfiskeres 40,2 gram hash.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.