Hop til indhold
domstol.dk

Retten på Bornholms dom af 1.december 2010 
03-12-2010 

27-årig kvinde dømt for vold udenfor værtshus

D O M

afsagt den 1. december 2010

Anklagemyndigheden
mod
T
født ...1983


Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 29. oktober 2010.

T er tiltalt for

overtrædelse af straffelovens § 244
ved den 2. oktober 2010 ca. kl. 01.40 ud for [udeladt], i Rønne, at have skubbet F omkuld på fortorvet samt tildelt F spark i maveregionen og flere slag i hovedet, ligesom tiltalte flere gange slog F´s hovede ned i fortovsbelægningen.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen, jf. retsplejelovens § 218a, stk. 4, jf. § 711, stk. 1.

Der er afgivet vidneforklaringer af V1 - V4. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen, jf. retsplejelovens § 218a, stk. 4, jf. § 711, stk. 1.

Der er blevet afspillet optagelse fra overvågningskamera.

Der er blevet fremlagt politiattest vedrørende forurettede.

Tiltalte er tidligere straffet af betydning for sagen
ved Retten i Rønnes dom af 26. juli 2002 efter straffelovens § 244, jf. tildels § 21 med en bøde på 1.500 kr. Straffastsættelse udsat. Prøvetid 1 år.

Kriminalforsorgen har udarbejdet en undersøgelse af tiltalte i medfør af retsplejelovens § 808.


Rettens begrundelse og afgørelse

Efter bevisførelsen, herunder navnlig optagelsen fra overvågningskameraet, finder retten det bevist, at tiltalte har skubbet forurettede omkuld og tildelt forurettede et spark i maven og slag i hovedet. Retten finder det derimod ikke med den for en domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte tillige har grebet fat om forurettedes hoved og gentagne gange slået dette i fortovsbelægningen. Det bemærkes herved, at der hverken efter overvågningsvideon eller i politiattesten er sikre holdepunkter for at fastslå, at sådanne slag mod fortovsbelægningen har fundet sted. Med denne modifikation findes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have skubbet forurettede omkuld og tildelt forurettede et spark i maveregionen og slag i hovedet.

Retten finder ikke grundlag for at anse voldshandlingen for selvforsvar, idet retten dog efter det fremkomne om forurettedes forudgående verbale udfald mod tiltalte, finder at måtte lægge til grund, at der foreligger sådanne formildende omstændigheder som anført i straffelovens § 82, nr. 5, hvorfor straffen fastsættes til fængsel i 40, jf. straffelovens § 244.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

Thi kendes for ret:

T skal straffes med fængsel i 40 dage.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:

 Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.

 Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i 1 år.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger,  herunder 13.000 kr. + moms i salær samt godtgørelse for positive udlæg 591 kr. til den beskikkede forsvarer, advokat A.

 

 

Til top Sidst opdateret: 03-12-2010 
Retten på BornholmseperatorDamgade 4Aseperator3700 RønneseperatorTelefon: 56950145seperatorFax: 56950245seperatorEmail: bornholm@domstol.dk