D O M
afsagt den 19. januar 2012
Anklagemyndigheden
mod
T
født 1975
Anklageskrift er modtaget den 12. september 2011.
T er tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1, jf. § 118, stk. 1, nr. 1, ved den 16. juni 2011 kl. 11.16 at have ført personbil med registrerings nr. [...] ad Rønnevej mod nord med en hastighed af 63 km/t, uagtet den højest tilladte hastighed var 40 km/t.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagens oplysninger
T har under retsmødet den 29. september 2011 afgivet forklaring. Forklaringen er gengivet i retsbogen som følger:
"T forklarede, at han godt kan erkende, at han har kørt 63 km/t. Tiltalte foreviste nogle fotos, han har optaget. Billede 1 viser, at man kommer kørende med 80 km/t, hvor man pludselig møder et 60 km/t skilt. Skiltet står ikke lovligt, idet det ikke står 1 meter over jorden. Hvis man kigger på billedet ca. 60 meter længere fremme, står der et 40 km/t skilt. Når man kommer med 80 km/t har man 60 meter til at komme ned på 40 km/t. Når man neddrosler hastigheden med 40 km/t på en 80 km/t vej, skal det ske med mindst 200 meter imellem skiltene. Afstanden mellem de to skilte er alt for kort. Der var heller ikke sat noget vejarbejdeskilt op forud for skiltene. På billede 2 er han kommet ud for 40 km/t. Man skulle op og stå på bremsen for at få den ned på 40 km/t. På billede 3 mangler et C56 skilt eller C59, ophør af hastigheden. Dvs, at man skal køre med 40 km/t helt til Olsker. Det har ikke noget med denne sag at gøre, men det er medtaget for at vise, at der er mange fejl ved skiltningen. Det vil sige, at hvis man kommer den anden vej fra, skal man køre med 40 km/t i 3 km til man når Olsker by. Billede 5 viser, at når man kører fra Allinge og drejer til venstre ad Rønnevej, kører man 50 km/t. Det vil sige, at man må køre 50 km/t på den nye vej den ene vej, men man kun må køre 40 km/t, hvis man kører den anden vej. Når man møder byskiltet må man pludselig kun køre 40 km/t. Dette skilt med 40 km/t og stenslag står ikke lovligt, idet det ikke står 1 meter over jorden. Det nederste skilt skal være 1 meter over jorden. Det er næsten dækket af græsset. Tiltalte gør gældende, at det ikke hænger sammen, at man inde i byen kan køre 50 km/t og udenfor kun 40 km/t. Vejarbejdet var slut og skiltene med stenslag blev pillet ned to dage efter. Billede 7 viser, at hvis man kører ud af Allinge mod Tejn og drejer til højre op ad Genvej, kan man se, at man møder et skilt i begge retninger med stenslag. På billede 8 kigger man ned mod Allinge. Der er ikke nogen 40 km/t skilte, C55 skilte. Det vil sige, at man så pludselig må køre 80 km/t ud af Allinge. Hvis man ser på billede 9 kigger man op mod Olsker. Der er heller ingen C55 skilte. Der må man også køre 80 km/t. På billede 10 mangler ophørstavler. Det vil sige, at hvis man kommer fra Olsker må man køre 40 km/t helt til Tejn. Det, der er helt galt, er, at når man kan køre 80 km/t, når man kommer ind midt på vejen begge veje, hvorfor skal man så køre 40 km/t, når man kommer fra Olsker. De fremlagte fotos er taget den 17. juni 2011, dagen efter at tiltalte blev standset. Tiltalte synes ikke, han havde haft en chance for at sætte farten ned, så han kontaktede FDM, som opfordrede ham til at tage nogle fotos som sket. Billede 9 viser det billede, hvorfra tiltalte kom kørende, da han blev målt af en betjent. Tiltalte henviser til reglerne om, at man ikke dæmper trafikken til lavere end 70 km/t, med mindre forholdene kræver det. Tiltalte henviser endvidere til, at man skal gentage skiltningen for hver 800 m. Det har man ikke gjort, idet der ikke var noget skilt igen, før man kørte ind i Allinge."
Der har været fremlagt 10 farvefotografier optaget af tiltalte.
Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Rettens begrundelse og afgørelse
Efter bevisførelsen finder retten i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, at måtte frifinde tiltalte, jfr. retsplejelovens § 883, stk. 2, nr. 4.
Thi kendes for ret:
Tiltalte T.
Statskassen skal betale sagens omkostninger."