D O M
afsagt den 18. februar 2011
Anklagemyndigheden
mod
T, født ...1965
Anklageskrift er modtaget den 4. januar 2011..
T er tiltalt for
overtrædelse af bekendtgørelse nr. 149 af 25. februar 2009 om autorisation af fødevarevirksomheder mv. § 31, stk. 1, jf. § 21,
ved i perioden op til 27. oktober 2009 i H, 3720 Aakirkeby, at have solgt fødevarer uden autorisation til indfrysning med henblik på videresalg.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte T og af vidnerne V1 og V2.
Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Der har været fremlagt autorisation af 15. oktober 2008 og autorisation af 28. september 2009.
Tiltalte er ustraffet.
Rettens begrundelse og afgørelse
Retten lægger ved navnlig vidnernes forklaring til grund, at kødet, der i fersk tilstand havde udløbsdato den 23. april 2009, blev solgt i august 2009 i frossen tilstand til en fødevaremedarbejder i forbindelse med virksomhedens lukning. Herefter, og da virksomheden ikke havde autorisation til videresalg af frossent kød, findes tiltalte skyldig i den rejste tiltale.
Straffen fastsættes til en bøde på 10.000 kr., jf. § 33, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, i bekendtgørelse nr. 83 af 2. februar 2011 om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder mv., jf. § 31, stk. 1, jf. § 21 i den tidligere gældende bekendtgørelse nr. 149 af 25. februar 2009 om autorisation af fødevarevirksomheder mv., jf. § 60, stk. 3, jf. § 28 i fødevareloven.
Retten har ved bødens fastsættelse lagt til grund, at fødevarevirksomheders overtrædelser af autorisationer efter fødevarelovgivningen som udgangspunkt straffes med en bøde på 20.000 kr. I denne sag, hvor det ikke autoriserede videresalg af det frosne kød er sket til en fødevaremedarbejder i forbindelse med virksomhedens lukning, finder retten, når samtidig henses til den begrænsede mængde kød, der er videresolgt, at bøden passende kan fastsættes til anførte 10.000 kr.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret:
T skal betale en bøde på 10.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.