Hop til indhold
domstol.dk

Retten på Bornholms dom af 16.juli 2010 
22-07-2010 

34-årig mand straffet for indbrud. Delvis betinget dom.

D O M

afsagt den 16. juli 2010


Anklagemyndigheden
mod
T
født...1975


Denne sag er behandlet som tilståelsessag.

Retsmødebegæring er modtaget den 14. juli 2010.

T er tiltalt for

1.
tyveri efter straffelovens § 276,
ved den 2. juli 2010 ca. kl. 02.10, fra tøjforretningen, [udeladt], hvortil sigtede skaffede sig adgang ved knusning af en rude, at have stjålet 28 par bukser, til en samlet værdi af kr. 11.200,-.

2.
tyveri efter straffelovens § 276,
ved den 2. juli 2010 ca. kl. 02.10, fra området ved [udeladt] i Rønne, at have stjålet en skovl til en værdi af kr. 150,-.

3.
tyveri efter straffelovens § 276,
ved den 2. juli 2010 ca. kl. 01.30, fra [udeladt] i Rønne, hvortil sigtede skaffede sig adgang ved opbrydning af en dør, at have stjålet 11 Ipods og et digitalcamera, til en samlet værdi af i alt kr. 13.337,-.

4.
(frafaldet)

5.
(frafaldet)

6.
overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4,
ved den 3. juli 2010, i sin celle i Rønne Arrest, Landemærket 29 i Rønne, at have været i besiddelse af en mobiltelefon af mærket Sony Ericsson.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af en mobiltelefon af mærket Sony Ericsson hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Tiltalte har erkendt sig skyldig og har taget bekræftende til genmæle overfor påstanden om konfiskation.

Tiltalte har anerkendt erstatningspligten i forhold 1 og 3.

Tiltalte har anerkendt erstatningskravets størrelse i forhold 3.

Sagens oplysninger

Tiltalte har afgivet forklaring, der støtter tilståelsen.

Tiltalte er straffet flere gange for bl.a. berigelseskriminalitet, senest

ved  Retten i Odenses dom af 12. marts 2008 efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, § 290, stk. 1, jf. til dels § 89 og våbenlovens § 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1, med fængsel i 5 måneder. Prøveløsladt den 6. juni 2008 med 2 års prøvetid under tilsyn af Kriminalforsorgen. Reststraf 51 dage.
ved  Retten på Bornholms dom af 4. september 2008 efter straffelovens § § 285, stk. 1, jf. § 276, med en fællesstraf af fængsel i 4 måneder. Prøveløsladt 29. maj 2009. Retsstraf 42 dage.

Tiltalte har afgivet forklaring om sine personlige forhold.

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 2. juli 2010 til den 16. juli 2010.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til en fællesstraf af fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, jf. til dels § 21 og § 124, stk. 4. Straffen omfatter tillige reststraffen på 42 dage ved prøveløsladelsen den 29. maj 2009.

3 måneder af straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt. 

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 6 måneder.

3 måneder af straffen skal afsones nu. Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:

1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.

2. Tiltalte skal i 1 år af prøvetiden være under tilsyn af Kriminalforsorgen.

Hos tiltalte konfiskeres en mobiltelefon af mærket Sony Ericsson.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger,  herunder 6.000 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat A.

Tiltalte skal inden 14 dage til F betale12.301,45 kr. med tillæg af procesrente fra dommens dato.

 


 

Til top Sidst opdateret: 22-07-2010 
Retten på BornholmseperatorDamgade 4Aseperator3700 RønneseperatorTelefon: 56950145seperatorFax: 56950245seperatorEmail: bornholm@domstol.dk