D O M
afsagt den 15. juli 2009
Anklagemyndigheden
mod
T, født ...1991
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 25. juni 2009.
T er tiltalt for overtrædelse af
straffelovens § 244,
ved den 7. juni 2009 ca. kl. 04.00 på [udeladt], Nexø, at have givet F en lussing på venstre kind, kradset denne på armen samt tildelt denne 2 skaller, hvoraf den ene ramte F´s højre øje.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.
Tiltalte har erkendt sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have tildelt forurettede en lussing, men har i øvrigt nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og V. Forklaringerne gengives ikke, jf. retsplejelovens § 33a.
Der er fremlagt politiattest af 8. juni 2009 vedrørende F.
Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Der er udarbejdet en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808 vedrørende tiltalte.
Rettens begrundelse og afgørelse
Ved tiltaltes erkendelse af have tildelt forurettede en lussing sammenholdt med politiattesten og V´s nøje og troværdige vidneforklaring, hvorefter tiltalte endvidere tildelte forurettede 2 skaller og krads under forurettedes bestræbelser på som ansat på stedet at få tiltalte, der var ophidset, til at falde til ro, finder retten det bevist, at tiltalte har udøvet vold som anført i tiltalen. Tiltalte findes derfor skyldig i den rejste tiltale.
Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. straffelovens § 244.
Straffen skal under hensyntagen til tiltaltes unge alder og gode personlige forhold imidlertid ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2. Henset til lovovertrædelses karakter skal tiltalte dog som et af vilkårene for den betingede dom i medfør af straffelovens § 62 og 63 udføre samfundstjeneste i 40 timer.
Thi kendes for ret:
T skal straffes med fængsel i 40 dage.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:
1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
2. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 40 timer.
3. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Prøvetiden ophører dog ved længstetidens udløb.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 4.300 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat A.