En dommer må kun have fast indtægtsgivende beskæftigelse ved siden af dommerstillingen, hvis det ved lov er bestemt, at det pågældende hverv skal varetages af en dommer, eller hvis dommerens varetagelse af hvervet tillades af Bibeskæftigelsesnævnet, jf. retsplejelovens § 47 a, stk. 1.
At der kun skal indhentes tilladelse ved beskæftigelse af fast karakter, indebærer, at hverv af lejlighedsvis eller enkeltstående karakter - f.eks. enkeltstående voldgiftsretter - ikke kræver nævnets tilladelse.
Det fremgår af lovforslagets forarbejder, at nævnets afgørelse skal baseres på en vurdering af, om beskæftigelsen kan give anledning til habilitetsmæssige problemer eller på anden måde efter sin art ikke vil være forenelig med dommerhvervet. Endvidere vil omfanget af den ansøgte bibeskæftigelse i forhold til hovedstillingen også kunne inddrages i overvejelserne, hvis omstændighederne på forhånd giver grundlag for at antage, at bibeskæftigelsen kan have negativ indflydelse på arbejdet i hovedstillingen.