Hop til indhold
domstol.dk

Erstatningssag  
25-06-2009 

Erstatningssag

Retten i Aalborg har i dag afsagt dom vedrørende et krav på godtgørelse for tort mv. og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, rejst af Louise Laursen i anledning af, at hun var anholdt og varetægtsfængslet fra den 29. juli 2006 til den 4. oktober 2007 sigtet og tiltalt for manddrab på sin mor. Louise Laursen blev den 4. oktober 2007 af et nævningeting frikendt.

Louise Laursen har fremsat krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 328.333 kr. og om godtgørelse for tort mv. med 1.714.000 kr., svarende til 3 gange den takstmæssige godtgørelse for frihedsberøvelse i drabssager.

Statsadvokaten har ved afgørelser af 27. februar 2008 og 6. marts 2008, der er tiltrådt af Rigsadvokaten, ydet Louise Laursen godtgørelse for tort mv. med 285.800 kr. og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 164.143 kr., idet den takstmæssige godtgørelse for tort mv. i drabssager og erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste er nedsat med halvdelen under henvisning til, at Louise Laursen til dels selv har givet anledning til frihedsberøvelsen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Ved dommen er Louise Laursen tilkendt yderligere godtgørelse for tort mv. med 285.800 kr. og yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 164.190 kr., i alt 449.990 kr. Louise Laursen er herefter tilkendt den takstmæssige godtgørelse for tort mv. i drabssager og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet retten ikke har fundet tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Louise Laursen selv har givet anledning til frihedsberøvelsen i en sådan grad, at kravene skal nedsættes.

Det er ikke usædvanligt, at retten optager en sag af denne karakter og dette omfang til dom.

Til top Sidst opdateret: 25-06-2009 
Retten i AalborgseperatorBadehusvej 17seperator9000 Aalborg seperatorTelefon: 96307000seperatorFax: 00000000seperatorEmail: aalborg@domstol.dk