Skyldspørgsmålet afgjort i Reberbansgadesagen
27-09-2010
Skyldspørgsmålet er nu afgjort i Reberbansgadesagen
-
- Afgørelse i sag om skudepisode ved Reberbansgade.
-
- Et nævningeting ved retten i Aalborg bestående af 6 nævninger og 3 dommere har i dag den 27. september 2010 kl. 9.00 truffet afgørelse om skyldsspørgsmålet i en sag, hvor 3 personer på 28 år, 21 år og 39 år var tiltalt i forbindelse med en skudepisode ved Reberbansgade i Aalborg, der fandt sted den 17. oktober 2009.
-
- Den 28-årige tiltalte blev fundet skyldig i forsøg på manddrab i forhold til en uidentificeret person ved at have rettet en pistol mod hovedet af denne og forsøgt at affyre pistolen, som han imidlertid ikke kunne få til at virke. Samme tiltalte blev frifundet for drabsforsøg ved kort tid efter at have affyret en pistol mod en eller flere uidentificerede personer, idet det ikke fandtes bevist, at han havde afgivet skud. Han blev herudover fundet skyldig i at have besiddet en skarpladt pistol i forbindelse med episoden. Endelig blev han fundet skyldig i nogle erkendte forhold vedrørende overtrædelse af våbenlovgivningen ved besiddelse af knive samt straffeloven ved at have forsøgt at spytte på nogle betjente.
-
- Den 21-årige tiltalte blev frifundet for en tiltale om at have forsøgt at dræbe den 39-årige medtiltalte og en eller flere uidentificerede personer, idet det ikke fandtes bevist, at han havde afgivet skud. Han blev derimod fundet skyldig i at have besiddet en skarpladt pistol i forbindelse med episoden.
-
- Den 39-årige tiltalte blev fundet skyldig i forsøg på manddrab i forhold til den 21-årige tiltalte ved at have affyret flere skud mod den 21-årige, der blev ramt på begge overarme, brystet, ballerne og venstre lårben samt i besiddelse af en skarpladt pistol i forbindelse hermed. Han blev endvidere fundet skyldig i nogle erkendte forhold vedrørende besiddelse af hash samt anabole stereorider.
-
- Nævningerne og dommerne har været enige om alle afgørelser.
-
- Der forventes senere i dag eller senest mandag den 11. oktober 2010 at blive afsagt dom om strafudmålingen.